08.12.21 Turisme, Kultur & Oplevelser Blog

Nye restriktioner skal udløse kompensation

Restriktioner rammer endnu engang turisme- og oplevelseserhvervet. DI’s fokus er nu, at sikre ordenligt og dækkende kompensation til både direkte berørte virksomheder og underleverandører.

Et flertal af Folketingets partier har nikket til Epidemikommissionens anbefalinger, og efter pressemødet i Statsministeriet står det nu klart, at der fra den 10. december og frem til 7. januar blandt andet vil være nedlukning af nattelivet, begrænset åbningstid for serveringssteder, anbefaling om aflysning af sociale arrangementer og forsamlingsloft på 50 til stående koncerter og lignende.

Se de nye restriktioner her.

Vi har ønsket at undgå nedlukninger, og så begrænset udvidelse af restriktioner som muligt. Nu er det desværre en realitet, at dele af turisme- og oplevelseserhvervet igen må holde for i smittebekæmpelsen. Det er en ekstra byrde for mange af jer der har været i knæ, og kun lige på vej tilbage igen. Det ved vi, og vi kæmper jeres sag overfor både politikere og centraladministrationen.

Erhvervsministeren meddelte på pressemødet, at der rulles kompensationsordninger ud, som i vid udstrækning kendes fra de nuværende og tidligere ordninger, men at der også vil være særligt fokus på de virksomheder der nu bliver hårdt ramt af aflysninger af arrangementer mv. over julen. Det vil indgå i forhandlinger med Folketingets partier (se mere her).

Derfor retter vi nu fra DI’s side fokus mod at regeringen og Folketinget sammensætter ordentlige og dækkende kompensationsordninger, for de af jer der nu bliver ramt. Vi arbejder for, og har allerede arbejdet for, at kompensation skal være for både direkte berørte og underleverandører. Det gælder også de af jer som ikke er direkte tvangslukkede, men som bliver ramt af myndighedernes anbefaling om aflysning af arrangementer. Det er desuden en prioritet for os, at kompensationsordningerne kommer hurtigt op og køre.

Vi håber at blive klogere på detaljerne i restriktioner og kompensation over de kommende dage. Men har I spørgsmål, er I som altid velkommen til at tage fat i os.

Henriette Søltoft

Henriette Søltoft

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 3654
  • Mobil +45 2088 3919
  • E-mail hes@di.dk

Relateret indhold