26.01.22 Turisme, Kultur & Oplevelser Blog

Corona-målet er nært - nu mangler vi blot at få bolden skudt i mål

Det var i kampens sidste minutter at regeringen på aftenens pressemøde meddelte, at alle restriktioner fra på tirsdag den 1. februar vil ophøre. Det bringer stor forventningsglæde på publikumsrækkerne. Men vi er ikke helt i mål: kompensationsordningerne må fastholdes lidt endnu.

Det har igen og igen været virksomheder inden for kultur- og oplevelseserhvervet, der har taget én for holdet, når corona har ført til restriktioner. Det har kostet dyrt.

Efter aftenens pressemøde i Statsministeriet står det dog klart, at vi snart kan se frem til en hverdag uden restriktioner. Fra på tirsdag den 1. februar vil covid-19 ikke længere være at betragte som en samfundskritisk sygdom, og de nugældende restriktioner vil derfor heller ikke længere kunne fastholdes.

Vi ser nu ind i en tid hvor I igen kan åbne dørene op for Jeres gæster og for alvor kan påbegynde planlægningen af 2022s begivenheder og arrangementer. Med den seneste tids usikkerhed har det været umuligt at forudse noget som helst. Det har resulteret i, at flere af Jer har måtte aflyse arrangementer til langt ind i marts. Så selvom det er meget glædeligt, at vi fra på tirsdag kan vinke farvel til restriktionerne, så understreger det også et behov for en vis grad af fleksibilitet.

Alle kan ikke bare åbne op fra den ene dag til den anden. Der går en rum tid fra at planlægningen går i gang, til at der kommer penge i kassen. Det må der tages højde for.

Derfor er det utrolig vigtigt, at kompensationsordningerne fastholdes i perioden indtil en fuld genåbning reelt er en mulighed. Det vil give den fornødne fleksibilitet, som en genåbning af erhvervet kræver. Eksempelvis har messer og større spillesteder en meget lang og omkostningsfuld planlægning, der tager måneder at bygge op.

Aftenens glædelige udmeldinger understreger dog endnu engang behovet for en mere langsigtet plan for, hvordan vi indretter samfundet på sådan måde, at vi ikke gang på gang skal underlægges de meget omfattende restriktioner. En sådan plan er helt afgørende for, at vi på forsvarlig vis kan lægge en fælles strategi for, hvordan vi får turisterne tilbage til landet, får genrejst hovedstaden og ikke mindst får styrket danskernes kultur-og oplevelsesforbrug.

Der er brug for investeringer i at trække turisterne tilbage til landet. Det kræver intens markedsføring og vi skal være hurtige og ambitiøse, hvis vi skal lykkes i kampen med vores omkringliggende markeder. Dertil skal der investeres i at tiltrække megaevents og skabe store tilbagevendende begivenheder i både København og i resten af Danmark. Det vil have en helt enorm positiv effekt på erhvervet.

Indtil da, er I som altid mere end velkommen til at tage fat i os, hvad end i har spørgsmål, tvivl eller generelle input.

De bedste hilsner

Henriette

Henriette Søltoft

Henriette Søltoft

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 3654
  • Mobil +45 2088 3919
  • E-mail hes@di.dk

Relateret indhold