29.09.22 Turisme, Kultur & Oplevelser Blog

Turismen på valg, tak

Med 170.000 fuldtidsjob og en milliard indtjening bør turismen være en vigtig prioritet for en ny regering, skriver Maria Krüger Torp i dagens udgave af Børsen.

Når valget snart visker tavlen ren, så bør turisme-erhvervet stå højt på politikkernes liste. Turisme- og oplevelseserhvervet er nemlig et af Danmarks største eksporterhverv, og landets samlede tiltrækningskraft skabes her. Men samtidig er der også to store udfordringer, som kan spænde ben for turisme- og oplevelseserhvervet.

Danmark er den dyreste destination i Europa, vi har det højeste prisniveau på forbrugsvarer og serviceydelser i den nordeuropæiske konkurrence, og vi har samtidig blot 25 % momsfradrag på restaurationsydelser.Der er med andre ord behov for et betragteligt løft af erhvervets rammebetingelser, hvis vi fremadrettet skal være konkurrencedygtige. Når vi er så dyr en destination, er høj kvalitet helt afgørende, og her rammer vi den næste store udfordring for erhvervet: Det er svært at tiltrække investeringer til turisme- og oplevelseserhvervet i Danmark.

Faktisk er investeringsefterslæbet så markant, at de manglende investeringer medfører en nedslidning af turismeproduktet og udgør en barriere for fortsat vækst. Det medvirker samtidig til, at Danmark taber markedsandele til fx Sverige, Holland og Tyskland, hvor der investeres kraftigt i overnatningskapacitet. Ydermere er investeringerne skævt fordelt mellem land og by. Desuden mangler der elladestandere i sommerlandet til turisternes biler, kontantreglen skaber unødige omkostninger, og der er lange turistkøer ved grænsen til Danmark.

I turismeerhvervet findes et stort og uudnyttet potentiale, som også beskrives i Erhvervsministeriets netop publicerede nationale turismestrategi. Her lægges ambitiøst op til, at den danske turismeomsætning skal stige fra 140 mia. kr. i 2019 til 190 mia. kr. i 2030, mens antallet af overnatninger på dansk jord skal stige fra 56 millioner til 72 millioner i 2030.

En ambitiøs strategi er godt begyndt, men dog fortsat halvt fuldendt. For der mangler en egentlig diskussion af, hvordan vi opnår de ambitiøse mål. Strategien beror på en antagelse om fortsat vækst i erhvervet, der kendetegnede årene før coronakrisen, men det er slet ikke der, vi er. Erhvervet er langsomt ved at komme sig over coronakrisen, og nye skyer trækker sig sammen i horisonten. Energipriserne stiger voldsomt, inflationen æder vores privatøkonomi og det ses ofte, at turisme- og oplevelsesforbruget berøres som noget af det første, de internationale gæster rejser ikke til Europa grundet krigen i Ukraine, og coronaspøgelset lurer fortsat frem mod vinteren.

Turisme- og oplevelseserhvervet skaber mere end 170.000 fuldtidsarbejdspladser samt tusindvis af job til mennesker på kanten af samfundet, erhvervet giver anledning til aktivitet og tiltrækningskraft i lokalmiljøer over hele landet, og turismen skaber blivende aftryk hos landets gæster. Det er blot nogle af de gode grunde til at prioritere turismen, og der er nok at tage fat på. Forhåbentlig kan det kommende valg blive den ventede anledning til at formulere en decideret turismepolitik.

Maria Krüger Torp

Maria Krüger Torp

Chef for DI Turisme & Oplevelser

  • Direkte +45 3377 3464
  • Mobil +45 2625 6230
  • E-mail mkto@di.dk

Relateret indhold