Turisme, Kultur & Oplevelser

Danske turisters mobilitet på tværs af landet stiger

DI er sammen med Epinion dykket ned i danskernes rejsemønstre, og vi ser i en ny analyse nærmere på, hvordan man rejser fra øst og fra vest.

Flest rejser fra øst mod vest

Analysen Epinion har foretaget for DI viser, at for danskere der bor i Østdanmark, gik 68 pct. af deres rejser i Danmark i 2022 vest over Storebælt. Her de rejsende nogenlunde ligeligt fordelt mellem de der søger mod et feriehus i naturen, og de søger mod hoteller og lignende typer overnatninger.

Omvendt gik kun 23 pct. af de indenlandske rejser for danskere i Vestdanmark, til en destination øst for Storebælt. Her er over halvdelen af ferierejserne på hotel. I 2020 og 2021 var forskellen endnu mere udtalt, men er nu tilbage på niveauet fra før krisen.

Mobiliteten på tværs af landet stiger

Analysen viser også, at andelen af danskerne der har afholdt en eller flere ferier på den modsatte side af Storebælt, er steget for danskere i både øst og vest. Hvor 20 pct. af danskerne øst for Storebælt havde holdt ferie på den modsatte side i 2019, er det tal steget til hele 30-32 pct. under corona, og niveauet er holdt fast på 31 pct. i 2021.

Vi ser en øget feriemobilitet på tværs af landet. Danskerne er under coronapandemien - og også efterfølgende - begyndt at bevæge sig mere rundt i Danmark, når de holder ferie, og det er gode nyheder. Der er et stort potentiale i den stigende indlandsturisme, og den skal vi naturligvis gøre alt for at fastholde og øge Maria Krüger Torp, Chef for DI Turisme & Oplevelser

Vest for Storebælt er der også sket en stigning i 2020 og 2021 fra 10 pct. til 12-13 pct., men det er steget yderligere i 2022 til hele 17 pct. Her har tendensen fra corona ikke kun bidt sig fast, men også taget til.

”Der er fortsat en skævhed i rejsemønstrene, der viser, at langt flere rejser fra øst mod vest. Dog kan vi se en stigende interesse i at holde ferie øst for Storebælt. Både København og Region Sjælland har taget imod usædvanligt mange ferierende danskere. Vi kan altså konkludere, at det har en stor værdi at anspore danskerne til at holde ferie under hjemlige himmelstrøg.” siger Maria Krüger Torp, chef for DI Turisme & Oplevelser.

Astrid Kjelgaard
Skrevet af:

Astrid Kjelgaard

Relateret indhold