Gennem de seneste år er jeg gentagne gange blevet kontaktet af frustrerede medlemmer af DI. På tværs af brancher er der historier fra medlemmer, der oplever, at offentlige erhvervsaktiviteter sker på unfair vilkår eller bliver særligt begunstiget. Der er udfordringer på både det statslige, regionale og kommunale område, men jeg vil her fokusere på rammerne for kommunernes erhvervsaktiviteter.

Virksomhederne oplever nemlig, at kommunerne sniger sig ind på deres område.

På affaldsområdet oplever vi alt for ofte, at kommunale aktiviteter er i direkte konkurrence med private virksomheder. Konkurrence giver generelt bedre produkter til en lavere pris, men konkurrencen skal ske på ens vilkår, og det er her, det halter. Ofte foregår konkurrencen mellem private virksomheder og kommunale aktiviteter på ulige og helt uigennemskuelige vilkår. Samtidig er reglerne omkring prissætningen af de kommunale ydelser mangelfulde eller direkte konkurrenceforvridende.

De kommunale og fælleskommunale affaldsselskaber er omfattet af hvile-i-sig-selv reglerne. De omkostninger, de afholder på affaldsaktiviteter, kan dækkes af et affaldsgebyr, som borgere og virksomheder betaler. Det er i princippet en blankocheck, bl.a. fordi der ikke er krav om, at der skal udarbejdes realistiske forretningsmodeller, før aktiviteterne igangsættes.

Private aktører i affaldssektoren, som håndterer genanvendeligt affald, skal godkendes og registreres som indsamlingsvirksomheder. Det betaler de et særligt gebyr for. De skal sikre, at en del af deres ansatte har den såkaldte indsamleruddannelse, hvilket de også betaler et gebyr for. De skal opsamle og indberette data om affaldet til det nationale datasystem (Affaldsdatasystemet). Virksomhederne har investeret store beløb for at tilrette deres it-systemer, så de kan matche kravene i Affaldsdatasystemet, og de bruger hvert år mange ressourcer på at indberette korrekte data. Opsamlingen af data fra fysiske lokaliteter betyder, at der skal investeres i vægte. Det er vigtigt, at vi har styr på affaldsstrømmene, men formålet bliver voldsomt undergravet, når ingen af disse krav gælder for kommuner, som modtager genanvendeligt affald fra virksomheder på deres genbrugspladser.

Når kommunerne kaster sig over genbrug og etablerer deres egne genbrugsbutikker i konkurrence med butikker i regi af velgørende organisationer eller private virksomheder, så føler de sig heller ikke forpligtet af reglerne i f.eks. købeloven og forbrugeraftaleloven, og de ser højt og flot på, at kommunal virksomhed skal forsøges udbudt eller bortforpagtes. Samtidig er omkostningerne ved de kommunale genbrugsbutikkers etablering og drift temmelig uigennemsigtige, da ikke alle kommuner har særskilte regnskaber for butikkerne (hvilket i øvrigt er et krav, at de skal have).

Hvordan kan vi så løse problemet? Først og fremmest er der behov for reelt at adskille kommunernes myndigheds- og driftsrolle på affaldsområdet. Det har vi set gennemført med succes på vand- og spildevandsområdet. Dernæst er der brug for at gennemføre et reelt tilsyn med, at affaldsreglerne bliver overholdt. Bliver der opkrævet det rette gebyr for de enkelte ordninger? Bliver ordningerne forsøgt udbudt? Og overholder de kommunale virksomheder vilkårene i deres miljøgodkendelser?  Det er elementer som regeringens forsyningsstrategi, sammen med regeringens nye udspil om fair og lige konkurrence, kan være med til at afhjælpe.

Det er på tide, at vi på affaldsområdet får klare og entydige regler. Der må være en grænse og den skal være tydelig, hvis den skal overholdes. Fartgrænsen i bymæssige bebyggelser er jo heller ikke sådan cirka 50 km i timen – og du siger lige selv til, hvis du overtræder den.