03.11.17 DIB Blog

Det skal du holde øje med i november

Vicedirektør Kent Damsgaard blogger om den økonomiske vejrudsigt for november.

Det går godt i dansk økonomi. I løbet af året er der blevet skabt massevis af nye arbejdspladser og de økonomiske prognoser – uanset om det er fra regeringen, DI, Vismændene eller Nationalbanken – peger på en økonomisk vækst på omkring to procent eller mere i indeværende år. Statsministeren har beskrevet den økonomiske situation med, at opsvinget nu har fået flyvehøjde – og at det nu handler om at sikre dets flyvelængde.
 
Det er der gode muligheder for. Men der er også nogle ret alvorlige faresignaler – ikke mindst, at manglen på arbejdskraft kommer til at bremse fremgangen. Følgende tre ting i november kan give os et fingerpeg om, hvorvidt flyvelængden sikres:

Desværre viser undersøgelser, at vælgerne mest er optaget af børnepasning, ældrepleje og andre udgiftsområder. Det kan være forståeligt. Men finansieringen heraf kommer jo kun, hvis der er et aktivt og voksende erhvervsliv. Kent Damsgaard, Politisk direktør

1. En række centrale nøgletal har skuffet på det seneste
– finder de formen igen i november?

To af de vigtigste indikatorer for, hvordan det går i økonomien generelt, er industriproduktionen og eksporten. Den gode nyhed er, at begge tal ligger pænt over sidste års niveau. Den knapt så gode nyhed er, at det først og fremmest skyldes en fremgang, vi har set tidligere på året. Set over de seneste tre måneder har både produktion og eksport ikke afspejlet et opsving. Der er en vis volatilitet i begge tal, og en enkelt måneds udsving skal man ikke tolke for hårdt. Men vi skal gerne snart igen se en betydelig fremgang. Så vi krydser fingre for, at tallene, der offentliggøres i november, peger opad.

2. Hvordan lander finanslovsaftalen, og bidrager efterårets forhandlinger med flere hænder?

Manglen på arbejdskraft er ved at være så udtalt, at finanspolitikken skal føres ret stramt for ikke at bringe Danmark ind i et scenarie med overophedning, lyder det fra flere kanter. Den vurdering deler vi klart i DI. Men vi mener ligeså klart, at førsteprioriteten bør være at skaffe flere hænder og hoveder ind på arbejdsmarkedet, så danske virksomheder og dansk økonomi kan fortsætte med at vokse. Derfor er det vigtigt, at der i den kommende måned landes en skatteaftale, der gør det mere attraktivt at arbejde og arbejde mere. Det er også vigtigt, at der landes en god erhvervs- og iværksætteraftale, der blandt andet gør det nemmere for vores mange SMV’er at tiltrække risikovillig kapital – og gør det mere attraktivt at investere i ny teknologi.

3. Hvor meget fokus får gode erhvervsvilkår i den kommunale valgkamp?

Det er ikke kun de nationale rammebetingelser, der har stor betydning for virksomhedernes udviklingsmuligheder. De kommunale rammer har også stor betydning. En tidligere DI-undersøgelse viser, at knap 8 ud af 10 af de virksomheder, der er tilfredse med de lokale erhvervsvilkår, ønsker at blive i kommunen, mens det kun er halvt så mange, der ønsker at blive, hvis erhvervsvilkårene opleves utilfredsstillende. Heldigvis viser Lokalt Erhvervsklima­undersøgelsen 2017 et historisk højt tilfredshedsniveau, men også mange forbedringspotentialer.

Derfor sætter DI spot på erhvervslivet frem mod kommunalvalget med en særlig hjemmeside, opdaterede data fra alle kommuner, en busturné rundt i landet, kandidatmøder og debatter. Desværre viser undersøgelser, at vælgerne mest er optaget af børnepasning, ældrepleje og andre udgiftsområder. Det kan være forståeligt. Men finansieringen heraf kommer jo kun, hvis der er et aktivt og voksende erhvervsliv. 

Kent Damsgaard

Kent Damsgaard

Politisk direktør

  • Direkte +45 3377 3090
  • Mobil +45 2585 3216
  • E-mail ked@di.dk

Relateret indhold