16.11.17 DIB Blog

Talk of the Town i Bruxelles – nyt hjem til det europæiske lægemiddelagentur

Det europæiske lægemiddelagentur og bankagenturs fremtid bliver afgjort på mandag. DI’s europapolitiske chef Anders Ladefoged blogger fra Bruxelles om, hvorfor processen ikke er ”business as usual”.

Da briterne i juni sidste år stemte for at forlade EU og Theresa May efterfølgende udløste artikel 50, sagde Storbritannien samtidig farvel til rollen som værtsland for det europæiske lægemiddelagentur (EMA) og den europæiske bankmyndighed (EBA).

Hele 19 medlemslande har lagt billet ind på at blive EMAs nye hjem, herunder Danmark. Agenturet spiller en særdeles vigtig rolle, idet det garanterer videnskabelig evaluering, tilsyn og sikkerhedsovervågning af lægemidler til mennesker og dyr i EU. Når EU’s medlemslande på mandag d. 20 november 2017 stemmer om hvilken by og land, som skal være EMAs nye hjem fra 2019, stemmer de derfor ikke kun om de knap 900 ansattes skæbne, men om et af EU's vigtigste agenturers fremtid, hvis aktiviteter påvirker patienter, sundhedsprofessionelle og ikke mindst medicinalvirksomheder på tværs af hele Europa.

Kommissionen har defineret en række kriterier, som EMAs nye hjem skal leve op til. De omfatter krav til infrastruktur og tilgængelighed, nærliggende hotelkapacitet, uddannelsesfaciliteter for personalets børn, adgang til arbejdsmarkedet for de medfølgende ægtefæller samt socialsikring og lignende. Men der lægges også op til at skele til, hvorvidt ansøger landet allerede huser andre EU agenturer, hvilket mange af de vestlige og oprindelige EU-lande gør - inkl. Danmark, som er hjemsted for EU’s miljøagentur. De 19 interesserede lande har lavet lange ansøgninger, som beskriver, hvordan de lever op til disse kriterier, og de seneste måneder har de fleste af landene afholdt mere eller mindre kreative events og rejst Europa tyndt for at fortælle, hvorfor EMA skal placeres i netop deres by.

 

Fra DI’s side håber vi selvfølgelig, at flaskehalsen i sidste ende peger i Danmarks retning, men hvis ikke det er tilfældet, at EMA så bliver stemt hen, hvor dets aktiviteter ubesværet kan fortsætte. Anders Ladefoged, Underdirektør

Men hvordan afgøres det så, og hvem træffer beslutningen i den sidste ende? En helt ny proces, som ikke er set tidligere eller kan genkendes fra andre af beslutningsprocesserne i EU er taget i brug. I bedste melodi grand prix stil skal alle landene nemlig stemme i tre runder - og de har lige mange stemmer til rådighed uanset landets størrelse. De kan stemme på sig selv, og afstemningen vil være hemmelig gennem alle runderne. De stemmer først om EMA og derefter EBA, og intet land kan få begge agenturer.

På papiret og i teorien er der derfor lagt op til en relativ objektiv og demokratisk proces, hvor alle de interesserede lande har lige stor mulighed for at løbe af med sejren. MEN, der er store interesser på spil, og det har derfor ikke overraskende udviklet sig til en kompliceret politisk affære, hvor der er forsøgt indgået alliancer og lavet forskellige byttehandler på kryds og tværs her i ugerne forud for afstemningen. De østeuropæiske lande argumenterer hårdt for, at det er deres tur til at få et EU agentur, og mange af disse lande har Bratislava i Slovakiet som deres favorit. Flere af de nordeuropæiske lande har lagt stor vægt på, at EMA skal placeres et sted, som lever op til de mere objektive kriterier, som de selv opfylder bedst. Det gælder eksempelvis Amsterdam, Wien og København.

Danmarks kandidatur har stået stærkt gennem hele forløbet og bliver også stadig nævnt blandt favoritterne. Men om udfaldet kan man kun gisne, for stort set ingen af landene har løftet sløret for deres prioriteter og strategi, og afstemningsprocessen betyder, at det er umuligt at sige noget særlig sikkert. Der er derfor en stor risiko for, at vi alle kan blive overraskede over det endelige resultat.

Fra DI’s side håber vi selvfølgelig, at flaskehalsen i sidste ende peger i Danmarks retning, men hvis ikke det er tilfældet, at EMA så bliver stemt hen, hvor dets aktiviteter ubesværet kan fortsætte. Det vil komme både de danske medicinalvirksomheder og patienter over hele Europa til gavn.

Anders Ladefoged

Anders Ladefoged

Underdirektør

  • Direkte +45 3377 3609
  • Mobil +32 491 569 209
  • E-mail al@di.dk

Relateret indhold