09.01.18 DIB Blog

Danmark skal i digital topform

Direktør Tine Roed, DI, blogger om, hvordan digitalisering kan frigøre hænder til undervisning, helbredelse og omsorg.

Danmark er et af verdens mest digitale lande. Vi har gode forudsætninger for at bevare den flotte position.

I DI mener vi at Danmark skal være et digitalt fyrtårn for resten af verden. Men det kræver, at vi ikke alene holder dampen oppe - men også hele tiden formår at tænke nyt og udnytte de digitale muligheder. Derfor besluttede DI for lidt over to år siden at gøre en særlig indsats for digitaliseringen af Danmark og ikke mindst af danske virksomheder.

Vi ville have digitaliseringen højt op på politikernes dagsorden, og vi skulle give vore medlemsvirksomheder et digitalt rygstød. Og her to år senere kan vi glæde os over, at der virkelig er sket meget.

Flere og flere virksomheder – fra advokater til vognmænd - har fået fokus på digital omstilling og disruption, så de er klar til at gribe fremtidens muligheder. Ved udgangen af 2017 angiver 43 pct. af DI’s medlemmer, at topledelsen i virksomheder i høj eller meget høj grad har en vision for virksomhedens digitale omsætning. Det er næsten en fordobling på blot to år. Den digitale omstilling er altså for alvor blevet et emne, som der bliver taget stilling til på det højeste ledelsesniveau ude i virksomhederne.

Også fra politisk hold er der sket et kvantespring. Digitaliseringen er blevet en hjørnesten i alt fra uddannelses- til forsknings- og forsvarsudspil. Og statsministeren har sat sig for bordenden i Disruptionrådet – partnerskabet for Danmarks fremtid - fordi digitalisering netop er altafgørende for vores konkurrencedygtighed.

Så vi har rykket os som land. Men det vigtigste er ikke, hvor meget vi har gjort på det digitale område, men hvor meget vi endnu kan og skal gøre. For når McKinsey i en nylig rapport konkluderer, at robotter og digitalisering skaber tusindvis af flere jobs, end de overflødiggør, hvis blot vi formår at gribe mulighederne, så kræver det store investeringer i ny teknologi i virksomhederne.

Når vore lærere, læger og SOSU’er i den offentlige sektor stadig bruger alt for mange af deres ressourcer på at registrere og dokumentere, i stedet for på undervisning, helbredelse og omsorg, så skriger det på investeringer i digitalisering, der skaber plads til mennesket – både borgeren og medarbejderen.

Når hacking og cyberangreb af vores efterretningstjeneste bliver kaldt den største trussel og truer både vore virksomheder og demokratiske processer, så kræver det et helt andet fokus på cybersikkerhed, end det vi hidtil har haft.

Og når efterspørgslen efter digitale kompetencer langt, langt overstiger udbuddet, så kræver det en national handlingsplan for digitale kompetencer fra første dag i folkeskolen til sidste dag på arbejdsmarkedet.

Kort sagt: Vi må ikke stoppe op nu. Derfor håber vi også, at regeringens strategi for digital vækst, som ventes her i januar, kommer til at sætte ambitiøse mål, og at Folketinget vil bakke op og investere i at Danmark også fortsat kan blive et digitalt fyrtårn.

For DI bliver digitalisering et permanent politisk fokusområde – på linje med skat, uddannelser, infrastruktur, miljø osv. Vi skal vise verden, at vi har tænkt os at blive ved med at være et digitalt fyrtårn. Det skal være Danmark, man slår sig ned i, hvis man som innovativ virksomhed eller talentfuld it-specialist ønsker at arbejde med de bedste af de bedste.

Og det skal være Danmark man tager til - ikke Estland, Singapore eller Silicon Valley – når man skal lære af verdens bedste digitale land.

Fordi vi ved, at digitalisering gør vores samfund og virksomheder dygtigere, smartere og bedre. Lad det være målsætningerne, og lad os så gå sammen om at realisere dem.

Læs også: Mange flere virksomheder burde se lyset i it-lærlinge

Læs også: For få medarbejdere får digital efteruddannelse

Læs også: Techtopia 34: Hvordan får vi flere kvinder i IT-branchen?

Indlægget er også bragt i JyllandsPosten.

Tine Roed

Tine Roed

Direktør

  • Direkte +45 3377 3561
  • Mobil +45 2949 4647
  • E-mail tmr@di.dk