Europæisk økonomi er i klar fremgang i disse år. Rundt omkring i Europa er der siden finanskrisen blevet gennemført en lang række reformer og justeringer, der gør, at sundhedstilstanden i landenes økonomier nu er langt bedre end op til krisen. Og en sund økonomi er et vigtigt fundament for, at virksomhederne kan vokse og skabe arbejdspladser. Og det er i den grad lykkedes gennem de senere år.

Men det er ikke hele fortællingen. Som i et andet Tour de France-felt fra 1990’erne, så er fremgangen ikke alene opnået via sundere form og målrettet arbejde. Både i Europa og USA har vi styrket vores økonomier med betydelig doping via historisk lave renter og massive pengepolitiske stimulanser, ved at centralbankerne har opkøbt værdipapirer og sendt penge ud i samfundet. Der er ikke i sig selv noget galt med en aktiv pengepolitik. Nej, hele ideen bag konjunkturpolitik er, at pengepolitikken og finanspolitikken skal lempes i dårlige tider, men også at der skal strammes i de gode tider. Og selv om vi virkelig kommer fra dårlige tider i årene efter finanskrisen, så har eurolandene nu haft fremgang i 18 kvartaler i træk. Og det er i det lys, at den nuværende meget lempelige pengepolitik kan minde om doping. Og doping kan have en række bagsider. Også i økonomisk-politisk forstand.

Mange steder i Europa ser vi i disse år stigende priser på aktiver. Det gælder ikke mindst aktiekurserne og priserne på ejendomme i en række større byer. Det hænger selvfølgelig sammen med, at det går bedre i økonomien, virksomhederne er blevet sundere og stærkere. Men med til billedet hører også, at den meget lempelige pengepolitik i sig selv kan presse aktivpriserne op.  Investorer, formueforvaltere og pensionskasser har med de historisk lave renter meget svært ved at opnå afkast på sikre papirer og må derfor i stadigt stigende grad søge over i f.eks. aktier, ejendomme og illikvide investeringer. Og jo flere, der søger ud i mere risikofyldte papirer, des mere falder afkastet for at tage denne risiko. På sigt er det næppe sundt.

Men pengepolitikken føres ene og alene efter, at forbrugerprisstigningerne, altså inflationen, er i underkanten af 2 pct. Og så længe vi ikke er i nærheden af de 2 pct. i inflation, så vil ECB holde renten i eurolandene helt i bund. Og den danske rente sættes jo af Nationalbanken - med sigte på at holde den danske kronekurs uændret i forhold til euroen. Det bevirker, at den danske rente følger renten i eurolandene. Her er ikke - og må der ikke være - nogen slinger i valsen. Og så kan priserne på aktiver presses op og risikopræmier ned, ligeså tosset det skal være.

En anden bagside ved de vedvarende pengepolitiske stimulanser er, hvad vi reelt kan gøre, hvis en ny nedtur rammer. Den pengepolitiske speeder er jo allerede helt i bund. Så svaret er faktisk: Ingenting.

Det betyder dog ikke, at Danmark står tilbage uden værktøjer til at holde vores økonomi sund og stærk. Ligesom resten af Europa har vi muligheden for at styrke vores økonomi gennem en fornuftig finanspolitik – og herunder frem for alt politiske reformer.

De senere års reformer har styrket dansk økonomi ganske betragteligt. Dog har regeringen i sin netop fremlagte økonomiske redegørelse vurderet, at den offentlige saldo stadig vil være i minus her i 2018. Det er altså mildest talt begrænset, hvad vi som økonomi og som samfund har af handlemuligheder, med mindre vi gennem reformer og kloge beslutninger skaber nyt rum til det.

Derfor er der god grund til i det kommende år, at Folketinget samles om at holde en klog økonomisk kurs – hvor vi ikke som samfund skruer op for de offentlige udgifter uden samtidig at levere de reformer, der gør, at økonomien – og i særdeleshed arbejdsstyrken - kan bære det.

Konklusion: Det går langt bedre i Europa end længe. Det går godt i Danmark. Og det skal vi virkelig være glade for. Derfor er der al mulig grund til netop i de kommende år at sørge for, at de gode tider kan fortsætte.

Indlægget er også bragt i Berlingske Tidende.