25.11.18 DIB Blog

Blog: Brexit-aftale underskrevet, men sagaen er ikke slut endnu

Anders Ladefoged, underdirektør og europapolitisk chef i DI, blogger om søndagens ekstraordinære EU-topmøde.

Søndag formiddag underskrev den britiske premierminister, Theresa May, og EU’s 27 øvrige stats- og regeringschefer den aftale, der danner ramme for Storbritanniens exit fra EU. Det er godt nyt for dansk erhvervsliv, at der nu ligger en detaljeret og underskrevet udtrædelsesaftale på bordet. Det er et vigtigt skridt fremad i processen. Ikke mindst, fordi det reducerer risikoen for et uordnet no-deal Brexit, som ville være til stor skade for danske virksomheder.

Ud over udtrædelsesaftalen på 585 sider skrev stats- og regeringscheferne fra henholdsvis Storbritannien og EU27 under på en erklæring om forholdet mellem de to parter efter Brexit. Dokumentet sætter de overordnede rammer for forhandlingerne om det fremtidige partnerskab. Forhandlingerne vil blive indledt efter Storbritanniens formelle udtrædelse af EU 29. marts 2019.

Brexit-aftale sætter fornuftige rammer

Set fra dansk erhvervslivs synspunkt er indholdet af den politiske erklæring om fremtiden meget fornuftig. Den anerkender, at både Storbritannien og EU har meget at vinde ved at fastholde så tæt et økonomisk forhold som muligt. Samtidig står det meget tydeligt i teksten, at man ikke går på kompromis med balancen mellem rettigheder og forpligtelser, som det indre marked bygger på.

Der bør derfor ikke herske nogen illusioner. Briterne vælger at forlade det indre marked, og som europæisk erhvervsdrivende skal man forvente, at det vil blive sværere at handle på det britiske marked, end det har været hidtil. Det gælder både salg og køb af varer, levering af tjenesteydelser og udstationering af medarbejdere. Som flere af stats- og regeringscheferne udtrykte det til søndagens topmøde: Brexit byder ikke på nogen vindere. Det handler udelukkende om at reducere omkostningerne.

Et muligt no-deal Brexit spøger fortsat

Aftalen skal nu godkendes af det britiske parlament og Europa-Parlamentet, før den kan træde i kraft. Det ventes, at den kommer til afstemning i det britiske underhus den 11. eller 12. december. Europa-Parlamentet forventes at stemme om aftalen til januar eller senest i februar.

Virksomhederne kan af den grund endnu ikke ånde lettet op. Før et flertal i det britiske parlament har stemt for aftalen, kan vi hverken være sikre på et ordnet Brexit, en overgangsordning eller en fornuftig proces frem mod en ambitiøs frihandelsaftale mellem EU og Storbritannien.

Hvis der er én ting, man har kunnet forudse i løbet af hele Brexit-forløbet, så er det, at alt er uforudsigeligt. Det forhold har ikke ændret sig, selvom vi nærmer os slutspurten. Det er derfor stadig en god idé at lave de nødvendige forberedelser for et no-deal Brexit. Sagaens sidste kapitel er i gang, men den er ikke slut endnu.

Her kan du få mere inspiration til Brexit-forberedelserne:

DI’s Brexit Toolkit er en værktøjskasse med inspiration til, hvordan du kan kortlægge de risici, som Brexit kan medføre for netop din virksomhed.

Erhvervsministeriets Brexit Tjekliste kan bruges til at skabe et overblik over, hvordan Brexit kan påvirke din virksomhed, og hvilke forandringer du bør forberede virksomheden på.

Udenrigsministeriets Brexit side samler danske ministeriers Brexit vejledninger. Her kan du blandt meget andet finde frem til vejledninger om told og toldprocedurer efter Brexit.

 

EU-Kommissionens notitser om, hvad virksomheder og andre bør forberede sig på i tilfælde af et ”no deal” Brexit

 

Anders Ladefoged

Anders Ladefoged

Underdirektør

  • Direkte +45 3377 3609
  • Mobil +32 491 569 209
  • E-mail al@di.dk

Relateret indhold