DI har på det seneste modtaget henvendelser fra en række medlemsvirksomheder, der oplever, at lange betalingsfrister fra nogle af deres kunder – både offentlige og private - giver dem likviditetsmæssige udfordringer.

Det kan være alvorlige udfordringer, og derfor vil vi i den kommende tid undersøge området nærmere og forhøre os blandt medlemmer om problemernes omfang. I samme ombæring vil vi undersøge, om virksomhederne får deres penge på det aftalte tidspunkt. Regninger skal betales som aftalt til den rette tid. Ellers kan virksomheder ikke styre og planlægge deres likviditet, og de kan endda blive tvunget til at låne penge til betaling af for eksempel underleverandører eller moms, mens de selv venter på betaling.

Diskussionen af betalingsfrister er ikke ny. For cirka 5 år siden implementerede Danmark EU’s direktiv om bekæmpelse af forsinket betaling i handelstransaktioner. Direktivet skulle sikre mod, at offentlige myndigheder i visse medlemslande aftalte meget lange betalingsfrister. Og mod at betalingerne i praksis faldt meget senere end aftalt.

I Danmark blev det vedtaget at fastlægge en betalingsfrist på max 30 dage for offentlige myndigheders betaling. Mellem virksomheder er der stadig mulighed for længere betalingsfrist, hvis det er udtrykkeligt aftalt mellem parterne, og fristen ikke er urimeligt lang.

Vi i DI støttede denne løsning, fordi den levner plads til det grundlæggende princip om aftalefrihed i erhvervsforhold. Betalingsfristerne er et parameter, som virksomhederne konkurrerer på, og hvis man indfører en fast regulering i Danmark, som ikke eksisterer i andre lande, risikerer man, at udenlandske leverandører bliver valgt på bekostning af danske virksomheder.

Derfor er det vigtigt, at reguleringen balanceres i forhold til den internationale konkurrencesituation. Samtidig skal vi sikre, at især små og mellemstore virksomheder ikke presses unødigt af urimeligt lange betalingsfrister, og det er denne balance, vi nu vil forsøge at finde.