01.11.18 DIB Blog

Blog: Merkels afløser skal sikre stabilt lederskab i EU

Europapolitisk chef og underdirektør i DI, Anders Ladefoged, blogger om Angela Merkels betydning for danske virksomheder.

Begyndelsen på enden for en æra er begyndt. Tysklands forbundskansler har siden 2005 heddet Angela Merkel. Til december træder hun af som formand for sit parti, det konservative CDU. Senest i 2021 vil hun ligeledes trække sig som tysk regeringschef.

For dansk erhvervsliv er det afgørende, at Tysklands næste kansler kan viderebringe Merkels stabiliserende lederskab på europæisk plan.

Man kan spørge sig selv, hvorfor valget af Tysklands næste kansler er vigtigt for danske virksomheder. Det er jo ikke alle virksomheder, der handler med Tyskland.

Årsagen stikker imidlertid dybere end dansk-tysk samhandel. Dansk velstand afhænger i høj grad af resten af verden. Eksporten udgør over halvdelen af vores BNP, og 805.000 danske job er knyttet til salg af varer og tjenester uden for Danmark. Vores virksomheders gavnlige langsigtede investeringer i øget produktivitet og ny teknologi afhænger i høj grad af stabilitet og forudsigelighed – både ude og hjemme.

Økonomisk stabilitet, politisk forudsigelighed og åbne verdensmarkeder er væsentlige forudsætninger, som et lille land som Danmark ikke selv kan sørge for.

Merkels stabiliserende lederskab

Det er derfor, vores erhvervsliv er så afhængigt af et effektivt internationalt samarbejde med EU som den vigtigste hjørnesten. Og det er derfor, erhvervslivet har været så bekymret over de eksterne kræfter, der i løbet af de seneste ti år har truet det europæiske samarbejde:

Finanskrisen i 2008-09 ramte borgere og virksomheder hårdt og truede dernæst hele eurozonen med kollaps. Ved EU’s østlige grænse har Rusland invaderet først Georgien og siden hen Ukraine. Millionvis af flygtninge og migranter har sat EU-landenes asylpolitik under pres. USA har valgt en præsident, der ser EU som en trussel for amerikanske interesser snarere end som en tæt samarbejdspartner. Kina har udvist en stadig mere selvhævdende adfærd over for blandt andet EU.

Midt i denne mangeårige storm har Merkel været en konstant, man kunne regne med, når hverken franske, britiske eller italienske regeringschefer havde viljen og/eller evnen til at påtage sig europæisk lederskab. De ovenstående krisers negative udslag ville have været endnu større uden en rolig og pålidelig kaptajn i Berlin. Det kan ikke overvurderes.

Men kriserne og truslen mod det internationale samarbejde ser ikke ud til at slutte. Derfor er det for virksomhederne værd at følge med i, hvad der nu sker i tysk politik.

Fortsat behov for et europæisk Tyskland

Ifølge den officielle plan går Merkel til december af som partiformand men fortsætter som kansler indtil det næste forbundsvalg i 2021. Hvor vidt planen holder, afhænger imidlertid af, hvem der bliver hendes efterfølger.

Kanslerens personlige favorit er CDU’s generalsekretær, Annegret Kramp-Karrenbauer, som går under kælenavnet ”Mini-Merkel”, fordi hun i høj grad deler kanslerens politiske holdninger. Én anden stærk kandidat er imidlertid sundhedsminister Jens Spahn, som har været kritisk over for blandt andet Merkels flygtningepolitik. Til forskel fra Kramp-Karrenbauer, vil Spahn muligvis ikke stille sig tilfreds med at stå i Merkels skygge, når han først er blevet partiformand.

Længden af Merkels resterende tid som kansler afhænger også af holdbarheden af hendes regeringskoalition. Koalitionspartnerne i det socialdemokratiske SPD har mistet endnu mere opbakning i befolkningen end Merkels CDU. De kunne meget vel ønske at løsrive sig fra CDU for at gå i opposition og starte på en frisk for derved at genvinde de tabte vælgere til venstre for midten. I givet fald ville Merkel være nødt til at afsøge en ny koalition – eksempelvis med De Grønne og det liberale FDP – eller udskrive valg. I begge scenarier ville Merkel med al sandsynlighed træde af som kansler.

Uanset hvem, der får det tunge ansvar som Merkels afløser, vil der være en uomgængelig indfasningsfase. Et skifte fra en meget erfaren og populær politiker som Merkel til et ukendt navn, der i starten vil være mere optaget af indenrigspolitik, vil kunne mærkes. Hvor stort og hvor længe dette indenrigspolitiske fokus vil vare ved, er endnu usikkert.

Det er i den forbindelse, at vi kun kan håbe på en tysk kansler med den fornødne vilje og evne til at udvise lederskab – også på europæisk plan. For at parafrasere den tyske forfatter, Thomas Mann, så har Danmark og dansk erhvervsliv i høj grad brug for et europæisk Tyskland, snarere end blot et tysk Tyskland, der lukker om sig selv.

Anders Ladefoged

Anders Ladefoged

Underdirektør

  • Direkte +45 3377 3609
  • Mobil +32 491 569 209
  • E-mail al@di.dk

Relateret indhold