27.12.18 DIB Blog

Blog: Fem gode 2019 råd til den ambitiøse leder

For første gang oplever jeg, at ledelse bliver en del af virksomhedens produkt og overordnede image. Kinga Szabo Christensen, chef for Ledelsesudvikling og Produktivitet i DI, blogger om de ledelsesmæssige tendenser i 2018 og ser ind i 2019 med fem gode råd til den ambitiøse leder.

Når jeg nærmer mig årets udgang, føles det altid som et godt tidspunkt til for alvor at stoppe op og reflektere over året, der er gået. For mig er det vigtigt at stille skarpt på, hvad der skal forblive i 2018, og hvad der giver mening at tage med videre i det nye år. Jeg har reflekteret en del over året, der er gået, og for mig er der især et par ledelsesmæssige tendenser, som jeg mener har haft en særlig betydning for ledelsesrollen i 2018.

Der har været et skift i forhold til kundernes opfattelse og forventning til en virksomhed og/eller et produkt. For første gang oplever jeg, at ledelse bliver en del af virksomhedens produkt og overordnede image. Ordentlighed i virksomhedernes ledelse kobler sig uden tvivl til kundernes opfattelse af det udbudte produkts attraktivitet.

Jeg oplever også, at medarbejderne i den grad efterspørger ledelse af høj kvalitet, og at ledelseskvaliteten er nødvendig for at fastholde gode medarbejdere. Det er vigtigt, fordi vi bevæger os i et opsving, og konkurrencen om de dygtige medarbejdere kontinuerligt øges. Det betyder, at du som leder skal være endnu skarpere i dine prioriteringer for ikke at nedslide dine medarbejdere og ikke mindst turde være helt klar på, hvad medarbejderne skal levere af kvalitet og kvantitet for at sikre fastholdelsen.

Vi skal tage læringerne fra de ledelsesmæssige trends med os ind i 2019 og fokusere på at blive endnu dygtigere til at navigere i dem.

For mig at se, skal vi som ledere altid fokusere på at have de grundlæggende ledelseskompetencer i orden og herefter stille skarpt, så vi fortsat skaber værdi. 2019 kommer uden tvivl til at byde på flere justeringer og tilegnelsen af nye kompetencer.

Min personlige opskrift til ledelse i 2019:

  • Overvej altid din ageren grundigt med fokus på ordentlighed
  • Lav alliancer og partnerskaber med eksperter, som kan hjælpe dig med at sætte retningen for din virksomhed
  • Husk de grundlæggende ledelsesværdier. De bliver meget vigtige, når alt andet omkring os selv og virksomheden er i hastig forandring
  • Styrk kontinuerligt din kommunikation, således at den altid støtter et højere formål
  • Bidrag til en bedre verden. Alle kan være med til at gøre en indsats både for medarbejdere, kunderne, virksomheden og samfundet.

Rigtig godt nytår!

Kinga Szabo Christensen

Kinga Szabo Christensen

Rådgivningsdirektør

  • Direkte +45 3377 3905
  • Mobil +45 2949 4699
  • E-mail kisz@di.dk

Relateret indhold