20.02.18 DI Business Blog

Blog: Det betyder valg af EU's kommissionsformand for virksomheder

Anders Ladefoged, underdirektør og europapolitisk chef i Dansk Industri blogger om fredagens EU-topmøde.

Den 23. februar mødes EU’s stats- og regeringschefer til et uformelt topmøde i Bruxelles. Topmødemenukortet byder på et tre-retters blik mod den meget nære fremtid: Til forret diskuteres Europa-Parlamentets sammensætning efter Storbritanniens forestående exit. Hovedretten består af en debat om valgproceduren for den næste Kommissionsformand om halvandet års tid. Endelig byder topmødedesserten på en drøftelse af forhandlingerne om EU’s budget efter 2020.

En post-Brexit justering af antallet af Parlamentets medlemmer kan betyde en forøgelse af danske MEPere fra 13 til 14, hvilket alt andet lige vil give dansk erhvervsliv flere mulige samarbejdspartnere i Bruxelles. Hvad EU’s flerårige budgetramme angår, er det i danske virksomheders interesse, at de fælles midler prioriteres dér, hvor de skaber mest europæisk merværdi (som diskuteret her og her). Forret og dessert vækker med andre ord åbenlyst appetitten. Men hvad i alverden har dansk erhvervsliv på spil i forhold til proceduren for valg af EU’s kommissionsformand? Svaret findes ved at dykke ned i de to alternative udpegningsmetoder, som stats- og regeringscheferne skal forholde sig til på fredag.

Kvalificeret flertal....

Den ”traditionelle” metode går i al sin enkelthed ud på, at medlemsstaterne i det Europæiske Råd i fællesskab – og gennem kvalificeret flertal – beslutter sig for at udpege en kandidat til posten som Kommissionsformand. Siden 1997 har Europa-Parlamentet dernæst haft mulighed for at godkende eller afvise det Europæiske Råds nominering. Serveretten er i dette tilfælde klart forankret hos de 27 stats- og regeringschefer, som frit kan vælge en person, de finder egnet til stillingen, og som de forventer, et flertal i Parlamentet vil kunne godkende.

..eller Spitzenkandidaten

Den alternative tilgang bygger på den såkaldte ”Spitzenkandidaten” proces, der for første og hidtil eneste gang blev taget i brug ved det sidste Europa-Parlamentsvalg i 2014, og som Parlamentet er indædt bannerfører for. Ved denne proces stiller Parlamentets europæiske partier forud for EP-valget med hver deres spidskandidat til Kommissionsformandsposten. Kandidaten for det parti, der får flest stemmer ved valget, forventes så af Parlamentet at blive nomineret og valgt som ny Kommissionsformand. 

Men hvad i alverden har dansk erhvervsliv på spil i forhold til proceduren for valg af EU’s kommissionsformand? Anders Ladefoged, Underdirektør

Begge tilgange har utvivlsomt både fordele og ulemper, hvad angår både legitimitet og mulighed for at vælge den rette formand for Kommissionen. Ligeledes byder de to processer på forskellige muligheder og udfordringer, hvad angår dansk erhvervslivs potentiale for at influere processen.

Spitzenkandidaten giver anledning til formandskandidater, som allerede i løbet af EP-valgkampen skal formulere et valgprogram og en vision for Europa. Det skaber større gennemsigtighed og tillader tidligere kontakt og meningsudveksling om EU’s vigtigste udfordringer og reformbehov med blandt andet erhvervslivet.

Til gengæld er processen for udpegelse af de enkelte partiers spidskandidater knap så tilgængelig. Meningsmålinger tyder på, at partiet for de europæiske konservative, EPP, igen bliver Parlamentets største gruppe. Spørgsmålet er derfor, om der reelt bliver et valg, når først EPP har udpeget sin spidskandidat. Visse lande er forholdsvis overrepræsenterede i EPP-gruppen, mens Danmark på nuværende tidspunkt blot har er én konservativ MEP. Derfor er mulighederne for dansk indflydelse i den interne EPP-valgproces relativt begrænsede.

Begrænset offentlig debat

Med den ”traditionelle” metode vil spørgsmålet om den kommende kommissionsformand ikke få lige så stor synlighed i månederne op til den endelige beslutning. Det giver anledning til en langt mere begrænset offentlig debat, hvad angår den næste Kommissions politiske prioriteter og arbejdsprogram.

Til gengæld vil det Europæiske Råd alt andet lige have en bredere pulje af mulige og kvalificerede kandidater at kunne vælge imellem. Sammenlignet med gruppernes valg af spidskandidater, vil danske erhvervsinteresser muligvis have nemmere ved at trænge igennem i det Europæiske Råd, hvor den danske statsminister bliver én ud af 27 statsledere, der skal nominere formandskandidaten.

Bedre indflydelse på valgprogram

Kort sagt er det med Spitzenkandidaten fra et dansk perspektiv alt andet lige sværere at påvirke valget af formandskandidaten men forholdsvis lettere at influere vedkommendes valgprogram og politiske prioriteter. Det omvendte gør sig derimod gældende, hvis medlemsstaterne vælger at se bort fra spidskandidat-tilgangen og forsøge at værne om deres serveret.

Der er derfor gode grunde til at følge med i, hvad stats- og regeringscheferne når frem til, hvad angår topmødets hovedret. Også for erhvervslivet. Bon appetit.

Anders Ladefoged

Underdirektør

  • Direkte +45 3377 3609
  • Mobil +32 491 569 209
  • E-mail al@di.dk