28.03.18 DIB Blog

Blog: Her går grænsen for persondata

Underdirektør Kim Haggren blogger om persondata som svar på debatindlægget ”Hvor går grænsen med persondata?”.

21. marts skrev adm. direktør Søren Elisiussen, Liftup A/S debatindlægget ”Hvor går grænsen med persondata”, hvor han opfordrer til, ”at man bliver mere præcis på, hvad der er nødvendigt for at overholde lovgivningen.”

Ønsket er forståeligt, for der er ingen tvivl om, at reglerne om persondata er ganske omfattende og visse steder åbne for fortolkning.

En ting står helt klart: Der er ingen tvivl om, at det kræver økonomiske ressourcer at blive klar til de nye europæiske regler om persondata.

For at imødekomme disse udfordringer har DI udviklet en projektplan, som kan hentes på DI´s Persondatasite, som kan medvirke til at skabe et overblik og derigennem minimere de økonomiske omkostninger for den enkelte virksomhed.

Det absolut vigtigste er, at virksomhederne kommer i gang og viser, at de tager reglerne alvorligt. Har man som virksomhed gjort det, står man rigtig stærkt, hvis Datatilsynet slår vejen forbi – også selvom man ikke er kommet 100 % i mål. På et netop afholdt arrangement om persondata i DI, beroligede Datatilsynet virksomhederne med beskeden om, at de ikke vil udskrive bøder til højre og venstre – det afgørende for tilsynet er, at virksomhederne får øjnene op for databeskyttelse og bevæger sig i den rigtige retning.

Hos DI har vi gennem en længere periode hjulpet vores medlemmer med at løse opgaven med håndtering af persondata på den mest forretningsnære og mindst omkostningstunge måde. DI har til den opgave udviklet en række praktiske værktøjer, som kan bruges til arbejdet, ligesom vi har rådgivet medlemmer på mange seminarer rundt i landet for at fortælle om de nye regler.

Vi hjælper også gerne din virksomhed, så kontakt os, hvis du er i tvivl om reglerne. Tlf 33773377 eller mail: persondata@di.dk 

Kim Haggren

Kim Haggren

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 3449
  • Mobil +45 2124 4608
  • E-mail kih@di.dk

Relateret indhold