Dansk erhvervsliv har - med enkelte mindre bump på vejen - nydt godt af stabil vækst i den globale samhandel lige siden afslutningen af 2. Verdenskrig. Danske virksomheder har været dygtige til at udnytte globaliseringens potentiale og til at konkurrere på verdensmarkedet til stor gavn for dansk økonomi. Eksporten af varer og tjenester udgør i dag over halvdelen af vores samlede BNP, og danske virksomheders handel med omverdenen skaber knap 800.000 danske jobs.

Vi kommer nemt til at tage denne udvikling for givet, men med Trump ved roret har USA valgt en ny kurs, som er et nybrud med årtiers amerikansk tradition for åbenhed og frihandel. Den færdigforhandlede frihandelsaftale mellem USA og 11 stillehavslande, TPP er blevet skrottet. Forhandlingerne mellem EU og USA er også blevet lagt i fryseren.

Men ellers har det – trods en del teatertorden - hidtil været relativt begrænset med indførsel af deciderede nye handelsbarrierer fra Trumps side. Men torsdag i sidste uge annoncerede Trump så, at USA ville indføre 25 pct. told på al import af stål, og ti pct. told på al import af aluminium.

I bund og grund er initiativet rettet mod Kina, men den nye straftold omfattede ganske usædvanligt alle lande, herunder også landets tætteste allierede, herunder bl.a. EU og Canada. Derfor var forbløffelsen da også til at tage og føle på ikke mindst i EU. 

Der er faktisk mulighed for at korrigere for, hvis et land som f.eks. Kina ind imellem sælger varer i USA eller EU under den reelle markedspris. Eller hvis kinesiske virksomheder nyder godt af subsidier fra den kinesiske stat, hvilket, de fleste iagttagere er enige om, er tilfældet for stål fra Kina. I sådanne tilfælde kan man fuldt lovligt indføre en straftold.

Det, der er meget usædvanligt med Trumps nye bebudede udspil, er, at man påtænker at indføre straftold på import af stål om aluminium med henvisning til hensynet til den nationale sikkerhed (jf. de såkaldte sektion 232 undersøgelser). I praksis betyder det i realiteten, at man sætter de internationale handelsregler ud af kraft på et yderst tvivlsomt grundlag. Og det skræmmende er, at hvis amerikanerne slipper godt fra det, så er det næsten kun fantasien, der sætter begrænsninger for, hvad man kan forestille sig af protektionistiske tiltag internationalt.

Derfor er det også helt på sin plads, når EU’s handelskommissær, Cecilia Malmström, siger, at EU ikke har andet valg end at gribe til ”modforholdsregler”, og advarer imod en potentielt farlig dominoeffekt.

Et lille lyspunkt i mørket er det, at Trump faktisk står meget alene i sit parti, hvor mange med god grund frygter, at det kan risikere at blive startskuddet til en global handelskrig, hvor både de amerikanske forbrugere og virksomheder bliver de største tabere.

Så indtil videre krydser vi fortsat fingre for, at Trump besinder sig, og kommer med et mere afbalanceret og præcist udspil, der fortrinsvist retter sig mod det, som amerikanerne primært har på sinde, nemlig at et opgør mod unfair konkurrence fra statssubsidieret kinesisk produktion.