06.04.18 DI Business Blog

Bundgrænse for selskabsskat er ikke nogen snuptagsløsning

Direktør Kent Damsgaard, Dansk Industri, blogger om skiftende danske statsministre og den danske selskabsskat.

Stadig oftere foreslår bl.a. politikere, at EU bør indføre en bundgrænse for selskabsskat i medlemslandene. Hensigten er at dæmme op for ”race to the bottom”, hvilket vil sige, at landene år efter år sænker selskabsskatten i et indbyrdes kapløb. I marts gentog formanden for Socialdemokratiet, Mette Frederiksen, budskabet i Financial Times.

Det lyder måske som en besnærende nem snuptagsløsning på et politisk problem. Men et sådant forslag kan give gevaldigt bagslag.

Inden vi når dertil, så vil jeg dykke lidt ned i den nyere danske selskabsskattehistorie.

Hvis man vælger at se bort fra det problem, at virksomhederne også kan vælge at investere uden for EU, er det så alligevel ikke tillokkende med en fælles bund under, hvor lav selskabsskatten må være? Kent Damsgaard, Direktør

Fire af fem statministre har sænket selskabsskatten

Mange danskere så med, da DR sidste år sendte den roste TV-programserie om vores seneste fem statsministre. Et element, der dog ikke fremgik af serien, var, at fire af de fem er i en lidt særlig klub. De har nemlig alle sænket selskabsskattesatsen.

Det gælder den konservative Poul Schlüter, Venstres Anders Fogh Rasmussen og begge de socialdemokratiske statsministre Poul Nyrup Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt. Kun Lars Løkke Rasmussen har det stadig til gode. Men på tværs af partifarver har danske regeringer altså systematisk sænket selskabsskattesatsen de seneste tre årtier. I 1989 var den formelle selskabsskattesats i Danmark 50 pct. I dag er den 22 pct. Og sådan er det også gået i mange andre lande.

Store økonomier sænker skatten

Alene i løbet af de seneste to år har mere end 10 lande i EU’s indre marked sænket selskabsskatten. USA har for nyligt besluttet at omlægge og sænke selskabsskattesatsen fra 35 pct. til 21 pct., og lige før påske meddelte Sverige, at de vil nedsætte selskabsskatten yderligere fra 22 pct. til 20,6 pct. over de næste to år. Hvor det historisk typisk har været de mindre lande med små hjemmemarkeder, der løbende har søgt at sikre sig konkurrencedygtighed via lavere selskabsskat, så har vi på det seneste set en tendens blandt nogle af de største økonomier til at tage ret dramatisk skridt i den retning.

Det er aktiviteten i den private sektor, som finansierer den offentlige sektor. Herunder undervisning, sundhedsvæsen, forskning og infrastruktur. Goder som virksomhederne i øvrigt selv er stærkt afhængige af. Det gælder i allerhøjeste grad også, selv om selskabsskattesatsen sættes ned.

Det er kun ca. en tiendedel af skatteindtægterne fra det private erhvervsliv, der kommer fra selskabsskatten. Ni tiendedele kommer fra alle mulige andre skatter og afgifter, herunder via lønudbetalingerne. Men ser vi alligevel alene på selskabsskatten, så kommer der ikke færre kroner i kassen herfra end tidligere. Som andel af BNP ligger provenuet faktisk overraskende stabilt.

Skatten kan være forrskellige med samme sats

Selskabsskatten er en skat på investeringer og påvirker direkte, hvor det er mest fordelagtigt for en international virksomhed at investere. I alt fra helt nye virksomheder over udvidelser til nyt udstyr og i flere dygtige medarbejdere. Og alle lande vil gerne tiltrække arbejdspladser og moderne udstyr til virksomhedernes medarbejdere, så de kan være konkurrencedygtige. Det giver ikke bare højere velstand for landet som helhed; men også flere penge i statskassen gennem voksende indkomstskatter og forbrugsskatter.

Derfor er der et nedadgående pres på selve selskabsskattesatsen – men altså ikke på skatteindtægterne som sådan.

Hvis man vælger at se bort fra det problem, at virksomhederne også kan vælge at investere uden for EU, er det så alligevel ikke tillokkende med en fælles bund under, hvor lav selskabsskatten må være?

I så fald skal man også se bort fra det faktum, at det ikke kun er selskabsskattesatsen, der afgør, hvor meget skat der skal betales. Med i det samlede skattetryk indgår jo også reglerne for, hvordan man udregner den skattepligtige indkomst – altså hvad det er, der skal betales skat af - og det er meget forskelligt mellem landene. Med andre ord: Selskabsskatten i to lande med samme sats kan være vidt forskellig.

Danmark udmærker sig i den forbindelse ved at være ét af de EU-lande med bredest skattegrundlag – altså et af de lande med et selskabsskattesystem, der har færrest undtagelser og muligheder for at opnå lavere effektiv beskatning gennem fradrag og særregler.

Frankrig – for eksempel – er et stort land med større hjemmemarked og en markant højere selskabsskat end Danmark – men også et land med mange undtagelser, fradrag og særregler, der sænker den effektive beskatning.

Luxembourg er ét af de EU-lande, som ofte står for skud i skattedebatten: Her slipper selskaber alt for billigt i skat, lyder anklagen. De færreste er opmærksomme på, at Luxembourg på papiret har en høj skat i EU-sammenhæng - betydeligt højere end Danmark. I lyset af de mange anklager har også Luxembourg dog set sig nødsaget til at reformere sit selskabsskattesystem ved at fjerne nogle fradrag og i stedet sænke satsen.

Den udvikling – der i øvrigt også foregår lige nu i Belgien og er på vej i Frankrig – er positiv. Ikke bare for de pågældende lande men for hele EU. Fordi det gør selskabsbeskatningen langt mere gennemskuelig.

Fasthold gennemskuelighed og fair konkurrence

Hvis EU indfører en bund under selskabsskattesatsen, så risikerer vi at sætte den positive udvikling i bakgear. Konsekvensen kan nemlig være, at den åbne konkurrence på selve selskabsskattesatsen bliver konverteret til den skjulte konkurrence på selskabsskattebasen. Og fortalerne for en bundgrænse ønsker sig vel næppe den ”Luxembourgske” model frem for den danske.

Med andre ord vil en fælles bundgrænse for selskabsskat ikke have den tilsigtede virkning – at få flere skattekroner i kassen. Derfor er der al mulig grund til at holde fast i et system, hvor de enkelte lande fastsætter selskabsskatten i åben konkurrence. Denne gennemskuelighed og fair konkurrence er både til gavn for virksomhederne og for Danmark.

Indlægget er også bragt i Berlingske Tidende.

Kent Damsgaard

Direktør

  • Direkte +45 3377 3090
  • Mobil +45 2585 3216
  • E-mail ked@di.dk
Relateret