EU’s stats- og regeringschefer keder sig ikke i disse dage. Og ikke kun fordi hele 10 EU-lande stadig kæmper om at komme videre fra gruppespillet i fodbold-VM.

På torsdag samles statsminister Lars Løkke og hans modparter i Bruxelles til et topmøde, der byder på mange tunge temaer ikke mindst europæisk samarbejde om migration og grænsekontrol.

Men der er også grund til at hæfte sig ved at andet tungt punkt på dagsordenen, nemlig fremtidens udformning af  eurozonesamarbejdet.

Fransk-tysk motor

Vi har længe ventet på, at den sagnomspundne ”fransk-tyske motor” for alvor sættes i gear og accelererer gennemgribende EU-reformer - med den økonomiske og monetære union som første prioritet. Frankrigs Emmanuel Macron står for et elegant og visionært chassis, mens Tysklands Angela Merkel vil levere robust og pragmatisk teknik under kølerhjelmen.

På grund af kompliceret tysk indenrigspolitik har det imidlertid taget noget tid for Merkel og Macron i fællesskab at finde sig til rette i førerstedet og fremvise en konkret reformkurs for eurosamarbejdet.

Men efter det fransk-tyske gennembrud i onsdags er det endelig tid til at forlade garagen, ser det ud til. Spørgsmålet er, om de øvrige eurolande har lyst til at stige med om bord, når de på fredag får tilbuddet

Eurozone-budget?

Det centrale gennembrud er enigheden om at oprette et decideret budget for eurozonen. Eurobudgettets formål bliver at bringe eurozonens økonomier tættere på hinanden og sikre eurolandenes investeringer, hvis de bliver ramt af pludselige økonomiske stød.

Tanken er god nok, idet man herved kan forhindre gentagelsen af en lang og dyb krise, som den, der indtraf i 2009, og som stadig præger nogle lande i eurozonen.

Det er en markant sejr for Macron, der længe har talt for, at euro-samarbejde også har brug for en finanspolitisk kapacitet til at øge eurozonens robusthed. Den tyske regering har tidligere været lunken ved tanken – ikke mindst, fordi man i Berlin frygter, at et sådant budget i praksis kan komme til at betyde, at tyske skatteydere skal betale for uansvarlig finanspolitik i andre eurolande.

Men djævlen er som bekendt i detaljen. Og den længe ventede kurs mod ambitiøs eurozonereform mangler stadig en masse detaljer. Hvordan skal reglerne for eurobudgettet udformes? Hvor stort skal det være? Hvordan skal det finansieres? På netop disse spørgsmål kan det endelige svar let få en markant mere tysk-lydende klang end den fine franske overskrift.

Kommer der enighed på eurotopmøde?

Ikke desto mindre er det tydeligt, at motoren er kommet i omdrejninger. Når Tyskland og Frankrig er enige om noget, plejer der gerne at ske noget i EU. Men på fredagens eurotopmøde, hvor også ikke-eurolande som Danmark deltager, får vi at se, hvor bred en opbakning, Merkel og Macron egentlig får fra resten af medlemslandene.

Hollands premierminister kan ikke se, hvilket problem et fælles eurozonebudget ville løse. Ligeledes lægger hollænderne (med dansk opbakning) vægt på, at de nuværende eurozoneregler i højere grad skal implementeres og efterleves – frem for at nye regler og institutioner skal opfindes.

Omvendt er den nye italienske regering interesseret i mere lempelige regler for offentligt underskud og gæld. Italienerne er dygtige diplomater. Kommer de til at udnytte migrationstvisten til at få indrømmelser på euroreformerne? Eller betyder de mange modsætninger, at eurolandene i bedste VM-stil skyder den endelige beslutning om reform længere til hjørnespark?

Udviklingen af eurosamarbejdet har stor betydning for dansk erhvervsliv. Danmark er en lille og åben økonomi. Vores virksomheder handler intensivt med resten af EU’s indre marked. Økonomisk nedgang i eurolandene trækker derfor typisk også dansk økonomi med ned.

Derfor er det i dansk interesse, at eurozonen styrkes og får bedre kapacitet til både at forebygge fremtidige kriser og mindske deres negative effekt. I den forbindelse bør særligt færdiggørelsen af bankunionen være højeste prioritet. Derfor er der grund til at håbe, at den fransk-tyske motor for alvor kommer i gang, og at den fører det økonomiske samarbejde i EU på rette kurs – med fokus på en ansvarlig tysk finanspolitisk hånd på rattet.