19.06.18 DIB Blog

Blog: Mellemledere drukner i drift!

Kinga Szabo Christensen, chef for Ledelsesudvikling og Produktivitet, blogger om nutidens udfordringer for mellemledere og faren for at tabe konkurrence på grund af manglende ledelse i danske virksomheder.

Tænketanken DEA har netop lavet en undersøgelse, som viser, at danske mellemledere bruger mere end halvdelen af deres tid på drift (54 pct.). Det betyder desværre, at brandslukning, hasteopgaver og fingrene helt nede i driften fylder mere hos de fleste mellemledere end deres hovedopgave – nemlig ledelse af medarbejdere. Og min erfaring er, at virkeligheden er endnu værre, end tallene viser.

Som chef for Ledelsesudvikling i DI er jeg i daglig dialog med mellemledere, og de har ganske enkelt svært ved at finde tid til ledelse og ikke mindst udvikling. Det er et alvorligt problem for virksomhederne og for konkurrenceevnen i Danmark.

Jeg tror, at vi alle kan blive enige om, at det aldrig har været let at være mellemleder. Men jeg vil vove den påstand, at jobbet som mellemleder i dag er mere komplekst, end det tidligere har været. Som mellemleder er man i et konstant pres mellem top og bund i virksomheden – en top, der vil have resultater og en bund, der vil have nærvær, hyppig sparring og udviklingsmuligheder.

Mellemledere bør lede mere – ellers kan det blive dyrt for Danmark

Det kræver tid til ledelse og fokus at håndtere relationer og forandring. I en tid hvor forandringer er hyppige, og vi er tvunget til lige så hyppige gearskifter for at følge med, er det helt skævt, at vi mister værdifuld tid til reel ledelse ved at fokusere alt for ensidigt på drift.

DEA’s undersøgelse viser med al tydelighed, at mellemlederne ikke trives med at nedprioritere ledelses- og udviklingsopgaver. Et ensidigt fokus på drift avler utilfredshed. For mange mellemledere kan den personlige frustration være svær at håndtere, og det kan få store menneskelige konsekvenser. Men for virksomheden kan det få mindst lige så store konsekvenser. Hvis vi tilsidesætter udviklingsopgaver og fokuserer for meget på drift, mister vi ganske enkelt dansk konkurrencekraft. Danmarks vigtigste råstof er innovative medarbejdere, og det koster, hvis vi ikke afsætter ressourcer – herunder tid – til at udvikle vores medarbejdere og se fremad.

Større ledelsesrum er løsningen

Hvis mellemlederne ikke skal drukne i drift fremover, kræver det større ledelsesrum og et nyt mindset med fokus på ledelse som mellemlederens vigtigste opgave. Det kræver ændringer i måden, vi måler og vejer mellemledere på i dag. Vi skal i højere grad gå fra at måle på driftsresultater til at sætte klare mål omkring ledelsesevne og ledelsesadfærd i mellemlederlaget. Topledelsen har et stort ansvar for at skabe en kultur med fokus på god ledelse, innovation og medarbejderudvikling, der skal gennemsyre hele organisationen. Ikke mindst mellemlederlaget.

Vi har ikke råd til at tabe førerpladsen som innovative frontløbere i Danmark. Jeg er overbevist om, at de virksomheder, der tør at skabe større rum til at lede og udvikle, er dem, der vinder fremtiden.

Kinga Szabo Christensen

Kinga Szabo Christensen

Rådgivningsdirektør

  • Direkte +45 3377 3905
  • Mobil +45 2949 4699
  • E-mail kisz@di.dk