Det er fredag formiddag. Monicas tanker går mod en rolig weekenden sammen med familien og et længe planlagt besøg til nogle venner lørdag aften, som helt sikkert resulterer i en sjov aften i en afslappet stemning.

Der tikker en mail ind. Overskriften ”Compliance e-learning cource” dræber tankerne om den hyggelige weekend på et splitsekund, og Monica tænker ’åh nej, nu ikke igen’.

Det er den årlige påmindelse om virksomhedens anti-korruptionspolitik, der banker på. Et online-kursus, som skal gennemføres inden for 14 dage, ellers vanker der rykkere og i sidste ende en mail fra ledelsen, der vil sikre sig, at alle medarbejdere er opmærksomme på virksomhedens etiske profil.

Det er sådan set udmærket og burde være mere motiverende, når Monica at tænke, inden sidemanden i storrumskontoret fnisende udbryder, at det kursus burde ledelsen måske selv tage, så de også er COMPLIANT og rent faktisk gør, hvad de selv siger. Monica tænker lidt det samme, men siger ikke noget.

Fra suk og hovedrysten til udelukkelse og tabt forretning

Lad os acceptere det med det samme: Anti-korruption er næppe et sexet emne. Og hvordan det end forsøges implementeret i virksomheder, mødes det ofte af et suk, hvad enten det er in-person træning, et e-læringskursus, en awareness-kampagne eller vittige konkurrencer på intranettet.

Ikke desto mindre dikterer lovgivningen, såsom den amerikanske Foreign Corrupt Practices Act og UK Bribery Act, at virksomheder skal have retningslinjer, risikovurderinger, træning og dokumentation på plads, for at vise at de tager emnet alvorligt og har en sund forretningsmodel, som ikke lader medarbejdere omgås lovgivningen i jagten på den næste kontrakt.

Men hvad der ofte er udeladt af såvel den interne træning som kommunikation, er at anti-korruption også er en god business case.

I sidste uge talte jeg med en ansat, der havde været ude og besøge en leverandør. Ved afrejse havde hun fået en pose med vareprøver som ”tak for besøget”. Ikke noget odiøst eller mærkeligt i det. Men kort før afrejse fra leverandøren fandt hun ved et tilfælde ud af, at der i hendes pose gemt i en konvolut også lå en iPad fulgt af en personlig hilsen om godt vedvarende samarbejde.

Hun blev rasende. Gik ind og smækkede iPad’en i bordet foran den ansvarlige chef med besked om, at sådan bliver man ikke leverandør til hendes virksomhed. Resultatet var et års udelukkelse af leverandøren.

Tillid er en god business case 

Først og fremmest kan man jo selv som forbruger overveje, om vi ville købe medicin, fødevarer eller flyrejser til familien, hvis vi vidste, at der foregik urent trav med forhandling af kontrakterne. Stoler vi så på, at kvaliteten også er, som der står i brochurerne? Næppe.

Personligt vil jeg hellere handle hos et firma, som jeg har tillid til. Utallige forskningsresultater viser, at det også er tilfældet med andre forbrugere og forretningskunder. Det illustrerer vel i bund og grund meget godt, at det kan betale sig at få et ry som ikke-korrupt. Ikke kun på papiret men også i praksis, hvor ledelsens engagement er afgørende for, at budskabet ikke lyder hult.

Også på medarbejder-siden giver en klar holdning og engagement god mening. Ser vi på Millennium-generationen popper etik, bæredygtighed og ”orden i eget hus” ud som centrale parametre, når jobansøgningerne skal skrives. 

Men hvad med i praksis, når vi er ude over business cases og først er ansat med de KPI’er og bundne salgsparametre, som ofte følger med? Er det her, vi svigter vores ideologiske fundament?

Ja, hvis anti-korruption ses som et add-on og ikke er en integreret del af hverdagen, men kun kommer ud en gang årligt via e-learningsmailen. Nej, hvis mailen er fulgt op af dialog og en ledelse, som gentager budskabet og viser det i egen ageren ved det såkaldte ’walk-the-talk’. For eksempel ved at give plads til spørgsmål om de udfordringer og dilemmaer, der er ved at sige nej til kontrakter, hvor kunden insinuerer, at lidt ekstra opmærksomhed falder i god jord. 

Korruption kan ikke sidestilles med kultur

Det siges ofte, at man skal følge et lands sædvaner og lokal praksis. Her ses bestikkelse ofte - misforstået, i min optik - som en lokal praksis, hvor regler kan bøjes, fordi ”det jo er kutyme her, og man vil ikke fornærme nogen”.

Faktum er dog, at korruption ikke er at sidestille med kultur. I så fald ville danskere og New Zealændere være mindre grådige og korrupte end andre nationaliteter, hvis man skal tro Transparency Internationals Corruption Perceptions Index. Det er næppe tilfældet. Derimod kan det tilskrives det sociale sikkerhedsnet og velfærdssystem i disse lande, at behovet for først at sikre egen position, familie og relationer ikke er nødvendig. Derfor er en parallel-økonomi uden for de officielle systemer mindre påtvingende end i andre lande, hvor der ikke er en social sikring i samme format.

Derfor bør man heller ikke være bange for at udtrykke sin tilgang til emnet. Faktisk er klare politikker et salgsparameter, fordi god virksomhedsadfærd netop kan sidestilles med god kvalitet. Når du kan gøre forretning på ærlig vis, styrker du også tiltroen til, at du lever op til de aftaler og kontrakter, som er indgået, uden at snyde i porten. En klar tilgang betyder, at anti-korruption understøtter forretningen og ikke blot er smagløs glitter på kagen.

Målet er selvfølgelig, at vi i compliance-afdelingen formår at få medarbejdere som Monica til at sidde en lørdag aften i venners lag og fortælle, hvordan en mellemleder sagde nej til en iPad, selv om alle jo kan være enige i, at det er en ret fed ekstragave at få. Det gør de kun, hvis de er stolte af den virksomhed, de arbejder i, fordi der er styr på værdierne. Både dem på papir og de udlevede i praksis.