31.01.19 DIB Blog

Blog: EU’s handelsaftale med Japan – sådan kommer du i gang

Sådan får din virksomhed gavn af verdens største handelsaftale mellem EU og Japan. Blog af seniorchefkonsulent Peter Bay Kirkegaard.

Fra i dag den 1. februar træder verdens største handelsaftale i kraft mellem EU og Japan. Told på stort set alle varer, der handles mellem EU og Japan bliver fjernet og en lang række tekniske handelsbarrierer bliver fjernet. Ligeledes åbner japanske myndighed op for, at også europæiske virksomheder kan deltage i offentlige udbud i Japan. Dermed er der udsigt til at Danmarks eksport af varer og tjenesteydelser til Japan, som i 2017 beløb sig til 22 mia. kr., vil stige med mindst 50 pct. Stigningen kommer imidlertid ikke af sig selv, men kræver at virksomhederne kan leve op til kravene i handelsaftalen.

Man skal være registeret som eksportør til Japan

For at kunne bruge handelsaftalen skal ens virksomhed være godkendt som eksportør til Japan. Man kan således ikke bruge EUR.1 certifikater i den sammenhæng.

Virksomhederne skal således  lade sig registrere i det såkaldte Registreret Eksportør System (REX) for at kunne udstede udtalelse om oprindelse på ethvert handelsdokument til deres kunder i Japan. På den måde kan den japanske kunde opnå den præferencetold, som man er blevet enige i handelsaftalen mellem EU og Japan, når varen importeres til Japan.

Man skal REX-registreres, hvis man sælger varer til Japan for over 6.000 euro, forudsat dog, at varerene har oprindelse i EU – hvordan man finder ud af, om de har det kan man læse mere om nedenfor.

Læs meget mere om, hvordan man bliver REX-registreret hos Toldstyrelsen. 

Ens produkt skal være omfattet af aftalens reduktion af toldsatser

Handelsaftalen mellem EU og Japan fjerner tolden på langt, langt de fleste varer, som danske virksomheder eksporterer til Japan. For nogen produkter er der dog tale om, at toldsatsen udfases over en årrække.

Man kan slå ens vare op i EU’s Market Access database og her finde information om, hvilken toldsats der gælder fremadrettet for ens produkt. I drop-down menuen fremfinder man Japan, hvorefter man indtaster KN-koden for ens vare.

Ens produkt skal have oprindelse i EU

Det er alene produkter, som i væsentligt omfang er lavet i EU, der kan drage fordel af handelsaftalen mellem EU og Japan. En varer, der er importeret fra eksempelvis Norge, ompakket i Danmark, og eksporteret til Japan, vil således ikke kunne drage fordel af handelsaftalen.

Hvorvidt ens produkt kan drage fordel af handelsaftalen afhænger af de specifikke oprindelseslandsregler (Rules of Origin) for ens produkt. De specifikke produktkrav i forhold til Japan fremgår af EU’s Market Access database når man fremsøger toldsatsen for ens produkt.

Brug DI

DI’s eksperter på told- og eksportregler står klar til at hjælpe dig med at forstå, hvordan din virksomhed kan drage fordel af aftalen. Ring eller skriv til seniorchefkonsulent Peter Bay Kirkegaard, pbki@di.dk, tlf. 3377 4685, eller fagleder for eksport, Anette Suhr Rasmussen, ara@di.dk, tlf. 3377 3653.

Peter Bay Kirkegaard

Peter Bay Kirkegaard

Seniorchefkonsulent

  • Direkte +45 3377 4685
  • Mobil +45 2311 9479
  • E-mail pbki@di.dk

Relateret indhold