01.02.19 DIB Blog

Blog: Fremtidens byer skal bygges med træ

Produktionen af byggematerialer står for omkring 10-15 procent af Danmarks samlede CO2-udledning, så der er store klimaeffekter at hente ved at omstille byggebranchen til mere træbyggeri, blogger branchedirektør Flemming Larsen, Træ- og Møbelindustrien.

På en tur gennem byens gamle og nybyggede kvarterer ser man hurtigt, at tegl, mursten og beton er de dominerende materialer, når vi bygger boliger og kontorer. Træ findes i byens parker og på alleer. Men træ hører ikke kun til i vejkanten, i skove og haver. Træ er et uovertruffent byggemateriale med en række fordele, som er oversete i byggeriet i Danmark.

Træhuse er smukke. Det organiske materiale tilbyder i sig selv arkitekter og beboere et varmt og indbydende udtryk. Men træ kan meget mere end at se godt ud. Træbyggerier gavner også klimaet.

Bygger du et hus med en bærende konstruktion af træ, nedbringer du CO2-udledningen med 75 procent i forhold til, hvis du byggede med konventionelle byggematerialer. Bruger du træ til facaden, sparer du 25 procent CO2. Træet gør altså størst klimagavn, når det bruges i de bærende bygningsdele, men også når de synlige dele af facaden er træbeklædt.

Produktionen af byggematerialer står for omkring 10-15 procent af Danmarks samlede CO2-udledning, så der er store klimaeffekter at hente ved at omstille byggebranchen til mere træbyggeri.

Måske sender træbyggeri dine tanker i retning af hyggelige bjælkehytter og svenske træhuse, men træ kan også bruges til at bygge højt, moderne og sikkert. Lige nu er verdens største træ-højhus på 24 etager ved at blive opført i Wien. Her erstatter træ en stor del af den traditionelle beton som byggeelementer.

Lignende huse skyder op i England og Norge, og heldigvis spirer interessen for træbyggeri også i Danmark, hvor de nyopførte fleretagers træhuse på Lisbjerg Bakke ved Aarhus for nylig blev kåret som Årets Byggeri. Men hvor interessen er ny og tøvende i Danmark, er udlandet allerede godt i gang.

I udlandet har de nemlig fået øjnene op for, at huse bygget af træelementer er mere bæredygtige, fordi træ er en fornybar ressource, så længe man husker at plante flere træer, end man fælder. Det gør vi i de danske skove, og de gør det også i vores nabolande, hvor vi henter langt det meste af det træ, vi bruger. Omvendt bliver der stadig mindre af grus og sand, som bl.a. bruges til beton, som i Danmark er det mest udbredte byggemateriale.

Træelementer til byggeri er også lettere at håndtere, vejer mindre og kræver langt færre lastbiltransporter til byggepladsen. Kort sagt mere klimavenligt.

Politisk er der stort fokus på at nedbringe vores CO2-udledning, og vil man hente store gevinster , ligger det lige for at omstille byggeriet i en bæredygtig retning. Eksempelvis kunne politikerne indføre et krav om dokumenteret bæredygtighed. Ikke blot med fokus på et lavt energiforbrug i bygningernes drift, hvor branchen allerede har opnået imponerende resultater, men ved også at fokusere på anvendelse af byggematerialer med dokumenteret lav klimabelastning og af fornybare råstoffer.

Træbyggeri er blot et af byggebranchens værktøjer til at reducere klimabelastningen – men et meget effektivt et af slagsen. Fremtidens byer skal bygges med træ. Det er godt for både øjnene og især for klimaet.

Flemming Larsen

Flemming Larsen

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3408
  • Mobil +45 2088 3924
  • E-mail fll@di.dk

Relateret indhold