08.01.19 DI Business Blog

Blog: Mere ansvar til virksomheder giver et bedre miljø

I 2018 blev nye EU-regler vedtaget, som pålægger virksomheder udvidet produktansvar på emballage. Danske virksomheder har været gode til at tage det ansvar – også for miljøet. Derfor bør reglerne implementeres med virksomhederne for øje, blogger Karin Klitgaard, miljøpolitisk chef i Dansk Industri (DI).

Udvidet producentansvar betyder, at man som producent får ansvar for sit produktet også efter, at forbrugeren er færdig med at bruge det – det vil sige, når det bliver til affald.

Når det gælder emballage, er det ikke producenten af emballage, men derimod de producenter, der bruger emballagen, som pålægges ansvar. Hvis man producerer hotdogbrød eller håndsæbe, får man som producent ansvaret for emballagen, når hotdog’en er spist, og hænderne vasket.

Incitament til miljørigtige løsninger

Hvad det betyder i praksis er svært at sige på nuværende tidspunkt. Der er mange forskellige måder at skrue et producentansvar sammen på.

Én måde er ’bare’ at lade virksomhederne betale. Så vil alting foregå som i dag, hvor kommunerne indsamler og har det fulde ansvar for husholdningsaffald, herunder emballage. Blot med den forskel, at virksomhederne betaler for noget, der finansieres af borgerne i dag.

Det, synes vi i DI, vil være en dårlig idé.

Ikke bare vil det øge virksomhedernes udgifter, men det vil også ske på en måde, som virksomhederne ingen indflydelse har på. Og på en måde, hvor der ikke er stærke incitamenter til at holde omkostningerne nede eller finde miljørigtige nye løsninger.

Én anden måde at gennemføre producentansvar på er ved at lade virksomhederne få en større rolle.

Det er straks en bedre idé.

Ansvar til virksomheder giver bedre miljø

I dag tøver virksomhederne med at investere i sorteringsanlæg, der kan øge genanvendelsen af eksempelvis plast, fordi de risikerer, at kommunerne vælger at bygge et konkurrerende anlæg og dirigere alt affaldet derhen. Hvis virksomhederne får ret til – producentansvar for – alt emballage, så kan det være et skridt i retning af en bedre organisering af den danske affaldssektor.

Det vil være godt for virksomhederne i sektoren, men det vil også betyde bedre genanvendelse og dermed være godt for miljøet.

Svaret på spørgsmålet ’kan mere ansvar til virksomheder give et bedre miljø?’ er dermed meget åbenlyst: Ja. Mere ansvar til virksomhederne kan bestemt give et bedre miljø, men meget afhænger af, præcis hvordan producentansvaret udmøntes. DI vil gå aktivt ind i implementeringsprocessen med denne tilgang: Mere ansvar og mere indflydelse, for med ansvar følger både pligter og rettigheder.

Karin Klitgaard

Miljøpolitisk chef

Relateret