18.01.19 DIB Blog

Blog: MIT-studerende søger danske virksomheder

Mere end 100 aktive ansøgninger fra MIT-studerende, der ønsker at komme i praktikforløb på danske virksomheder vidner om stærk interesse. Der er plads til flere virksomheder i Danmarks landeprogram med et af verdens bedste universiteter, blogger general manager Louis Funder, DI USA.

Massachusetts Institute of Technology (MIT) har gang på gang placeret sig helt i top på internationale ranglister over verdens bedste universiteter. Lægger man økonomien på alle nulevende MIT-kandidaters opstartsvirksomheder sammen, ville det svare til verdens 11. største økonomi.

Det er blandt grundene til, at der er stor grund til at glæde sig over, at det nye MIT-Danmark landeprogram på få måneder er kommet flyvende fra start.

Til det første informationsmøde på campus om karrieremuligheder i danske virksomheder fandt over 60 MIT-studerende vej. Det danske smørrebrød, der blev serveret til lejligheden, var muligvis et lille selling point til de sultne studerende. Men mere sultne på karrieremuligheder må de studerende være, for siden er der samlet over 100 aktive ansøgninger fra MIT-studerende, der ønsker at komme i praktikforløb på danske virksomheder.

Og i den anden ende har ca. 25 danske virksomheder vist interesse for at modtage de studerende i de delvist finansierede praktikforløb. Praktikforløbet finder sted i Danmark, og længden på opholdet aftaler den enkelte virksomhed og de(n) studerende i fællesskab. De første praktikophold finder sted fra sommeren 2019.

På den korte bane skaber det forhåbentlig gensidig inspiration at have en dygtig studerende gående på en dansk virksomhed. På den lange bane gør det forhåbentlig, at de deltagende virksomheder får knyttet endnu stærkere bånd til Boston-området, når det kommer til talenttiltrækning og forretningsudvikling.

Landeprogrammet har allerede skabt øget opmærksomhed om Danmark og karrieremuligheder på danske virksomheder. Som en del af programmet bliver der arrangeret forskellige events og aktiviteter på MIT året igennem for at sætte yderligere skub i den udvikling.

Det er et afsæt, som DI kommer til at bygge videre på de næste år med det overordnede formål at bidrage til en større tiltrækning af de højtkvalificerede medarbejdere, som mange danske virksomheder efterspørger.

Landeprogrammet administreres i det daglige af MIT. Virksomheder der ønsker at høre mere om eller tilslutte sig programmet, kan i første omgang rette henvendelse til Linda Duncan Wendelboe (lidw@di.dk) eller Louis Funder (lfk@di.dk).

Eller søge information på hjemmesiden MIT-Denmark Program

Fakta

Landeprogrammet er et samarbejde mellem Dansk Industri og MIT med støtte fra Industriens Fond og skal bygge bro mellem dansk erhvervsliv og universitetet med de særlige styrkepositioner inden for IT, ingeniøruddannelser, life science og arkitektur.

Louis Funder

Louis Funder

Seniorchefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3784
  • Mobil +45 2625 2432
  • E-mail lfk@di.dk

Relateret indhold