Lettelse afløst af stærk bekymring
Lettelsen blandt virksomheder var stor, da S, R, DF og de tidligere regeringspartier i 2018 landede en politisk aftale om fair og lige konkurrence mellem privat og offentlig opgaveløsning. Siden er intet sket, og lettelsen er afløst af bekymring for, at der nok heller ikke sker noget, blogger branchedirektør Jakob Scharff, DI Service.
Konkurrence er en af grundstenene i vores velfungerende velfærdssamfund. Det er med til at sikre, at alle leverer den bedst mulige service og producerer de bedst mulige produkter.
Men når det offentlige med danskernes mange milliarder skattekroner i ryggen kaster sig over opgaver, som private virksomheder ellers løser, er det ikke fair konkurrence. Og hvor regeringen ellers havde lagt op til, at konkurrencen skulle gøres mere fair og lige, ser det planlagte klagenævn ud til at blive sløjfet på finansloven. Det er et stort problem – for os alle sammen.
Eksemplerne er mange og veldokumenterede: F.eks. offentlige myndigheder, der sælger konsulentydelser i direkte konkurrence med private rådgivere eller tilbyder ”gratis” flishugning på borgernes egen matrikel. Resultatet er det samme: Virksomhederne mister opgaver, den faktiske konkurrence sættes ud af kraft, og det koster både kvalitet og arbejdspladser.
Læs også: DI: Gør verdensmål og krav om bæredygtighed til en del af offentlige udbud
Indviklet klageadgang og årelang sagsbehandling
Derfor var lettelsen også stor, da S, R, DF og de tidligere regeringspartier landede en bred politisk aftale i foråret 2018. Partierne var enige om at sikre en mere fair og lige konkurrence ved bl.a. at efterleve OECD’s principper om prissætning og styrke håndhævelsen gennem en hurtigere sagsbehandling af høj kvalitet med en tværgående og uafhængig klagemyndighed. Initiativer som også Konkurrencerådet havde anbefalet.
Halvandet år senere er initiativerne stadig ikke implementeret. Og nu er der heller ikke udsigt til, at det sker. Lovforslagene var i foråret i høring, men er ikke del af regeringens lovprogram. Virksomhedernes lettelse, over at indviklede klageadgange, uklar retspraksis og årelange sagsbehandlingstider skulle være slut, er nu afløst af stærk bekymring.
Vores opfordring til regeringen og Folketinget er derfor klar: Stå ved aftalen, styrk klageadgangen, og lad os sikre, at vi kan blive ved med at skabe produkter og service af den højest mulige kvaltiet til den rigtige pris.
Læs også: Forsyning Helsingør kan trylle