13.12.19 DIB Blog

Brexit-valg giver danske virksomheder lidt ro i 2020

Hvis alt går vel, kan danske virksomheder efter valgresultatet i Storbritannien foreløbigt roligt fortsætte handlen med det britiske marked, blogger Anders Ladefoged, Europapolitisk chef i Dansk Industri.

Efter at Boris Johnson og hans konservative parti vandt sidste uges valg i Storbritannien, er der nu kommet mere klarhed over de næste skridt i Brexit-processen. Det er godt nyt for danske virksomheder, der kan se frem til et 2020 med ro på handelsforholdet til Storbritannien.

Johnson gik til valg på at få overstået Brexit, og med 364 konservative medlemmer af det britiske parlament har han nu et komfortabelt flertal bag sin regering. Dermed tegner alt til, at et flertal i parlamentet vil godkende Johnsons udtrædelsesaftale med EU og forhindre et kaotisk no-deal Brexit i denne omgang.

Efter en godkendelse af udtrædelsesaftalen i det britiske parlament og i Europaparlamentet vil Storbritannien kunne forlade EU-samarbejdet i god ro og orden den 31. januar 2020.

Læs også: Jungleloven er officielt indtrådt i international handel

Overgangsordning skaber ro i 2020

Det er godt nyt for danske virksomheder, der nu kan indrette sig i tillid til udtrædelsesaftalens overgangsordning. Den sikrer, at europæiske virksomheder kan fortsætte med at handle med britiske kunder og leverandører på samme vilkår som i dag. I hvert fald indtil udgangen af 2020.

Med andre ord: Hvis alt går vel og aftalen får den nødvendige politiske godkendelse, kan danske virksomheder foreløbigt roligt fortsætte handlen med det britiske marked.

Foruden overgangsordningen skaber udtrædelsesaftalen også sikkerhed om EU-borgeres rettigheder i Storbritannien og om briters rettigheder i EU efter Brexit. Samtidig gør den op med Storbritanniens finansielle mellemværende med EU. Endelig lægger den et spor for det fremtidige handelsforhold mellem EU og Storbritannien.

Læs også: Sandahl: Grønt EU-budget er et godt budget for Danmark

Hold no-deal planerne parate

Netop fremtidens handelsforhold bliver næste store hurdle i Brexit processen. Når briterne er ude den 31. januar, skal EU’s forhandlere sammen med deres britiske modparter straks i gang med at forhandle en handelaftale.

Overgangsordningen udløber den 31. december 2020, så hvis ikke en ny handelaftale er på plads til den tid, vil danske og andre europæiske virksomheder stå i en usikker situation igen om et år.

Hvis vi skal undgå, at virksomhederne står med en ny no-deal risiko igen ved årsskiftet 20/21, skal forhandlerne arbejde hurtigt. Alternativt kan vi håbe på, at Boris Johnson bryder sit valgløfte til sommer og beslutter sig for alligevel at bede EU om at forlænge overgangsordningen med 1-2 år.

Brexit-sagaen er langt fra slut, og selv om der ser ud til komme mere ro på i 2020, er der ingen grund til at lægge sine no-deal planer alt for langt væk.

Læs også: Sommeren har lagt handelshindringer på varer for 3 billioner kr.

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Anders Ladefoged

Anders Ladefoged

Underdirektør

  • Direkte +45 3377 3609
  • Mobil +32 491 569 209
  • E-mail al@di.dk

Relateret indhold