15.03.19 DIB Blog

Blog: 13 mio. kr. skal skaffe flere internationale medarbejdere

Linda Duncan Wendelboe, chef for DI Global Talent, blogger om Region Hovedstadens nye to-årige fyrtårnsprojekt, der skal sikre hele regionen bedre muligheder til at tiltrække og fastholde international arbejdskraft.

Region Hovedstaden har søsat et to-årigt fyrtårnsprojekt til over 13 millioner kroner for at styrke tiltrækningen og fastholdelsen af internationale talenter i hele Greater Copenhagen-området. Det er godt nyt for regionens mange virksomheder, der jævnligt oplever at rekruttere forgæves - og for hvem manglen på kvalificerede medarbejdere er en af de største barriere for vækst.

Vi konkurrerer med Europa – og resten af verden

Dansk Industri (DI) har, sammen med otte kommuner og Københavns Universitet, valgt at gå aktivt ind som partner i projektet, der ledes af Copenhagen Capacity og International House Copenhagen.

Det gør vi, fordi det er nødvendigt med en målrettet indsats for, at regionen kan konkurrere med andre storby-regioner i Europa - såvel som i resten af verden.

Den internationale konkurrence om de dygtige medarbejdere skærpes i disse år, og andre lande og regioner går stadig mere målrettet til værks for at tiltrække de talenter, deres virksomheder har brug for.

København har gennem de senere år fokuseret på, og oparbejdet gode erfaringer med at tiltrække internationale talenter. Der er ligeledes udviklet services og programmer for at sikre en god modtagelse til gavn for de nyankommne borgere og de virksomheder, de arbejder i.

En del af denne service har desværre været forbeholdt nyankommne, der bor og arbejder i Københavns Kommune, hvorfor omegnskommunerne, og virksomhederne heri, kun har fået begrænset gavn af tilbuddene.  

Gode erfaringer skal bringes bredere i spil

Et af formålene med fyrtårnsprojektet er derfor at understøtte et bredere samarbejde mellem kommunerne og andre aktører i hele Greater Copenhagen regionen, der på den danske side dækker både hovedstadsområdet og hele Sjælland. Det kan for eksempel være ved at blive bedre til at dele viden og erfaringer – og til at koordinere boligtilbud til nyankommne internationale medarbejdere.

For at styrke talenttiltrækningen har fyrtårnsprojektet ligeledes sat midler af til en målrettet international kampagne- og markedsføringsindsats.

Samarbejde er vejen frem

Det nye projektet starter heldigvis ikke fra scratch. Fyrtårnsprojektet bygger ovenpå på de gode initiativer, der allerede er igangsat gennem et bredt samarbejde på tværs af både organisationer, kommuner og private virksomheder. For eksempel i form af digitale markedsføringskampagner, fælles karrieredelegationer, særlige indsatser for formidling af jobmuligheder for medfølgende ægtefæller og fastholdelse af internationale studerende.

Og netop samarbejde er nøgleordet, hvis Danmark skal gøre sig gældende i den skærpede internationale konkurrence om de dygtigste medarbejdere - for det lykkes kun ved et langt og sejt fælles træk.

Her skal vi tænke endnu større end Greater Copenhagen. For det er ikke kun i Hovedstadsregionen, at virksomhederne melder om mangel på arbejdskraft.

De gode erfaringer og konkrete indsatser i det nye fyrtårnsprojekt og andre regionale projekter kan og bør bringes bredere i spil for at styrke samarbejdet om tiltrækning, modtagelse og fastholdelse af internationale talenter på tværs af kommunegrænser, regioner og mellem organisationer – til gavn for virksomheder i hele Danmark.

Linda Duncan Wendelboe

Linda Duncan Wendelboe

Chef for Medlemsrelationer og SMV-indsatser

  • Direkte +45 3377 3906
  • Mobil +45 9398 8050
  • E-mail lidw@di.dk

Relateret indhold