18.03.19 DIB Blog

Blog: Forbløffende stærkt at EU har holdt sammen

EU27 holder forbløffende godt sammen. Måske skyldes det, at de ved, der ikke er noget rigtigt godt alternativ til EU-medlemskab, blogger direktør Thomas Bustrup, DI.

Det har forbløffet mange, at EU27 er lykkedes med at holde så godt sammen under forhandlingerne med den britiske regering. Måske er forklaringen ganske enkelt, at de for længst har indset, at de har en fælles interesse om at bevare det, de har skabt sammen over årtier: et fælles, velfungerende indre marked med en indbygget balance mellem rettigheder og pligter.

Det har også været Danmarks og DI’s tilgang. Danmark er et af de lande, der har haft størst gavn af det indre marked, og som på forbilledlig vis har udnyttet de muligheder, det indre marked har skabt.

Som lille åben økonomi med dygtige virksomheder og dygtige medarbejdere har vi udnyttet EU-medlemskabet til at skabe et eksporteventyr uden sidestykke. Både fordi vi har fået bedre adgang til afgørende markeder, og fordi vi har udnyttet EU-medlemskabet til at stimulere den europæiske efterspørgsel efter det, der er vores styrker, for eksempel grøn teknologi.


Lad os bruge kræfterne på at gøre EU bedre

På deres side er mange briter også nået frem til nogle erkendelser siden juni 2016. EU er et samarbejde, som producerer fælles regler og dermed et fælles marked. Hvis man vil have sine egne regler – og sin egen juridiske orden – så er barrierer og ekstraomkostninger uundgåelige. Alt i alt er der ikke noget rigtigt godt alternativ til EU-medlemskab, hvis man er et europæisk land med resten af Europa som sit hovedmarked.


Det er danskerne fuldstændig klar over, viser meningsmålingerne. Kun 14 procent mener, at Danmark vil klare sig bedre uden for EU, mens dette tal ligger på 44 procent i Storbritannien. Derfor er der heller ingen grund til at spilde tid på at overveje Danmarks plads i EU. Lad os i stedet bruge kræfterne på at gøre EU bedre. Det er der nemlig også behov for. 

Læs også: Brexit: Her er din skat og moms, når briterne forlader EU

 

Relateret indhold