10.05.19 DIB Blog

Blog: Klima-analyser af træbyggeri er en god start

Klimavenligt byggeri i træ får nu ekstra hjælp i analysefasen med bevilling fra regeringens grønne klimapulje. Det kan belyse potentialet, forventer Træ- og Møbelindustriens branchedirektør, Flemming Larsen.

Byggesektoren er en af de tunge drenge i klassen, når det drejer sig om klimapåvirkning. Derfor er det godt nyt, at regeringen og forligspartierne før udskrivelsen af folketingsvalget blev enige om, at at sætte penge af til at analysere materialeanvendelse i byggeret.

De tre millioner, der er afsat, kommer ikke til at revolutionere området. Men det er en positiv begyndelse. Vi ser det som et vigtigt skridt i den rigtige retning og ser frem til resultaterne af det arbejde som sættes i gang, og håber at dette blot er starten på en proces frem mod øget anvendelse af træ i byggeriet.

Alene produktionen af byggematerialer står for omkring 10-15 procent af Danmarks samlede CO2-udledning, så der er store klimaeffekter at hente, hvis det kan lykkes at omstille byggebranchen i en mere grøn retning.

Der er derfor stor opmærksomhed på at mindske klimabelastningen fra byggematerialer. Her besidder træ en række fordele, som kan gøre byggeriet mere klimavenligt. Træ er bl.a. en fornybar ressource, træ fungerer som et CO2-lager i bygninger, og energiforbruget til forarbejdning af træprodukter er relativt beskedent.

I byggeriet gør træ størst gavn for klimaet, når det bruges i bærende bygningsdele. Over en livscyklusbetragtning har analyser fx vist, at konstruktionens CO2-udledningen kan nedbringes med omkring 75 procent, hvis den er i træ, sammenlignet med konventionelle byggematerialer.

Beregninger viser, at træbaseret byggeri i gennemsnit reducerer klimabelastningen med omkring 50 procent, så der er kort sagt potentiale for at hente store klimaeffekter ved at omstille byggebranchen til mere træbyggeri.

Hvis byggesektoren skal drage nytte af disse egenskaber, er det vigtigt, at det sker på et solidt og videnbaseret grundlag. Derfor er det en rigtig positivt start, at regeringen, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti har indgået aftale om udmøntning af den grønne klimapulje, hvor der blandt andet afsat tre millioner til analyser og initiativer, der skal styrke netop dette grundlag. 

Analyserne skal understøtte udviklingen af et grønnere byggeri i Danmark. Her er træbyggeri blot et af byggebranchens værktøjer – men et meget effektivt et af slagsen. Derfor er det positivt, at analyserne blandt andet skal fokusere på, hvordan træ i højere grad kan indgå i byggeriet. 

Læs mere om klimapuljen her. 

Flemming Larsen

Flemming Larsen

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3408
  • Mobil +45 2088 3924
  • E-mail fll@di.dk

Relateret indhold