Når EU’s stats- og regeringschefer mødes i Bruxelles den 20.-21. juni, skal de efter planen finde svaret på to afgørende spørgsmål: Hvilken kurs skal EU have de næste fem år? Og hvem skal stå ved roret som formand for Europa-Kommissionen? Svaret på det ene spørgsmål afhænger i høj grad af det andet. Og begge elementer får stor betydning for dansk erhvervsliv.

Kursen – hvad skal EU prioritere de næste fem år?

Denne uges topmøde skal efter hensigten munde ud i en såkaldt ”strategisk dagsorden” for EU. Formålet er at sætte den overordnede politiske retning for EU’s udvikling og arbejde i de kommende fem år. Det er inden for disse politiske rammer, at den kommende Europa-Kommission skal udarbejde nye lovforslag og holde øje med, at eksisterende EU-lovgivning bliver efterlevet korrekt.

Stats- og regeringscheferne er enige om mange af den strategiske dagsordens brede linjer. Men der er stadig væsentlige politiske uenigheder, som der på topmødet skal findes kompromisser til.

De nordiske lande presser eksempelvis på for et EU-mål om klimaneutralitet i 2050. Flere lande i Østeuropa ønsker derimod et mindre ambitiøst mål. Lande som Danmark, Finland og Holland argumenterer for en ambitiøs handelspolitik forankret i regelbaseret frihandel, som også er i danske virksomheders interesse. Lande som Italien og Frankrig står derimod for en mere protektionistisk kurs og for mere EU-regulering af arbejdsmarkedet.

Store lande som Tyskland og Frankrig peger på ”truslen fra Kina og USA” og taler i stigende grad for mere lempelige EU-regler for henholdsvis statsstøtte og virksomhedsfusioner. Danmark og andre mindre EU-lande er derimod skeptiske over for denne form for øget statsintervention, som især vil komme større landes giganter til gode på bekostning af både forbrugere og mindre virksomheder.

DI støtter i høj grad op om den danske linje på disse spørgsmål. Den grønne omstilling, øget frihandel og fleksible arbejdsmarkeder er med til at gøre europæiske virksomheder konkurrencedygtige. Frem for statsintervention bør EU’s konkurrenceevne derudover styrkes ved at øge investeringerne i forskning, uddannelse og infrastruktur, samt ved at EU-landene bliver bedre til at implementere reglerne for det indre marked. Netop gennemførelsen af eksisterende regler burde være en prioritet i sig selv. Svaret findes nemlig ikke altid i nye politiske forslag, selvom ”korrekt implementering” sjældent skaber overskrifter.

Kaptajnen – hvem skal føre de politiske prioriteter ud i livet?

Stats- og regeringscheferne kommer ikke uden om kompromisser på disse store substansspørgsmål, hvad angår EU’s politiske prioriteter. Derfor har de også alle sammen en interesse i, hvilken person, der skal føre de politiske ønsker ud i livet. Her kommer topmødets andet vigtige dagsordenspunkt ind i billedet: Stats- og regeringscheferne skal efter planen beslutte, hvem de vil indstille til at blive den næste formand for Europa-Kommissionen.

Posten som formand for Kommissionen er den mest magtfulde position i EU-systemet, netop fordi Kommissionen har serveretten, hvad angår omsætningen af politiske prioriteter til konkrete lovforslag. Derfor vil Angela Merkel have en Kommissionsformand, som er tæt på den tyske position. Ditto Emmanuel Macron og de franske prioriteter. Det samme gør sig naturligvis gældende for Danmark og dansk erhvervsliv, hvad angår de danske prioriteter.

Igen skal der findes et kompromis. Der er rigtig mange variable og navne at forholde sig til, når stats- og regeringscheferne skal få personkabalen med EU’s topposter til at gå op. Én af de kandidater til posten som Kommissionsformand, der i Bruxelles nævnes igen og igen, er danske Margrethe Vestager.

Vestager har været en særdeles markant konkurrencekommissær med stor gennemslagskraft gennem de seneste fem år. Hun er også en af de kandidater, som i løbet af EP-valgkampen har fremhævet politiske prioriter, der flugter godt med dansk erhvervslivs interesser: En stærk konkurrencepolitik, et mere veludviklet indre marked, høje klimaambitioner og regelbaseret frihandel. Det ville derfor klart være i både Danmarks og dansk erhvervslivs interesse, hvis Det Europæiske Råd vælger at indstille Vestager som næste formand for Europa-Kommissionen.

Hvor vidt, det rent faktisk sker, er derimod umuligt at sige på nuværende tidspunkt. Processen er yderst uforudsigelig, og der er rigtig mange interesser, der skal tilgodeses. Det er derfor meget muligt, at stats- og regeringscheferne ender med at pege på en af de andre kandidater, som er i spil eller hiver en person op af hatten, som ingen har tænkt på endnu. Alt er muligt. Vi bliver forhåbentlig klogere på fredag, og hvis det skulle blive Vestager, vil vi have meget god grund til også at være meget tilfredse.