17.06.19 DIB Blog

Blog: Robotter kan løfte produktionen i Danmark

Undersøgelser viser, at virksomheder, der investerer i robotter, klarer sig bedre end dem, der ikke investerer. Omsætningen stiger, og virksomheden vokser. Direktør i DI Lars Frelle-Petersen blogger om at robotter – også – kan hjælpe virksomheder med medarbejdermangel.

Der er næppe noget tema, der påvirker alle vore virksomheder mere end manglen på arbejdskraft. Den største trussel mod fortsat vækst herhjemme lige nu er ikke manglen på ordrer men manglen på hænder og hoveder. Det skal vi have gjort noget ved. Vi skal have flere ud på arbejdsmarkedet, vi skal uddanne flere, og vi skal tiltrække flere talenter udefra.

Men vi skal også bruge teknologien til at løse nogle af de opgaver, der ikke kan løses i dag. Dér kommer automatisering og robotter ind i billedet. Robotter kan løse stadigt mere komplekse opgaver, men kan især bruges til at løse ensartede opgaver i virksomhederne.

Det er gode nyheder for det brede erhvervsliv, at robotterne kan hjælpe med at løse en lang række opgaver i virksomhederne. Undersøgelser viser, at virksomheder, der investerer i robotter, klarer sig bedre end dem, der ikke investerer. Omsætningen stiger, og virksomheden vokser.

Holder folk længere på arbejdsmarkedet

Samtidig kan robotter også spille en vital rolle i at modernisere arbejdspladserne og undgå nedslidning af medarbejderne. Der er ingen grund til, at Robert skal løfte de tunge ting, når robotten kan gøre det i stedet. Vi bør tale meget mere om, hvordan teknologien kan gøre, at mennesker kan blive længere på arbejdsmarkedet, fordi deres arbejdsopgaver ændrer sig.

For der kommer jo nye job og nye jobfunktioner. Lige nu har vi den højeste beskæftigelse nogensinde i Danmark. Og det er samtidigt med, at vi har flere robotter end nogensinde før og samtidig med, at digitale forretningsmodeller har overflødiggjort brancher og disruptet virksomheder.

En analyse fra World Economic Forum har vist, at 75 millioner job på globalt plan kan blive erstattet af robotter og automatisering. Samtidig kan der dog skabes op mod 133 millioner nye job som følge af blandt andet robotter. Altså næsten dobbelt så mange job skabt af robotter, som de kan erstatte.

Robotklynge med internationalt potentiale

Det er gode nyheder for Danmark. For det første har vi fået opdyrket en unik industri af robotvirksomheder, der tiltrækker millioninvesteringer og driver eksport i milliardklassen. De 292 virksomheder i den danske robotindustri beskæftiger i dag 8.500 medarbejdere og omsætter for 18 mia. kr. Og fremtiden er lys. En netop offentliggjort Damvad-analyse viser nemlig, at robotvirksomhederne allerede om fem år kan omsætte for mere end 50 mia. kr.

Derfor er det også en del af en positiv udvikling, at stadig flere danske virksomheder kaster sig ud i enten at investere i deres første robot eller investere i flere robotter. Det gør den enkelte virksomhed hurtigere, dygtigere og bedre. Kort sagt: Det gør dem mere konkurrencedygtige.

Robotterne er både en del af løsningen på mangel på arbejdskraft og skabelse af flere arbejdspladser i et voksende eksporterhverv.

Lars Frelle-Petersen

Lars Frelle-Petersen

Medlemsdirektør

  • Direkte +45 3377 3606
  • Mobil +45 4097 4462
  • E-mail lfp@di.dk

Relateret indhold