Hen over sommeren har de negative renter sat nye rekorder. Boligøkonomerne kan næsten ikke være i sig selv af bar begejstring, og danskerne konverterer lån som aldrig før. Og med god grund: Det er jo helt fantastisk at få penge for at låne penge. Men det giver også meget foruroligende fremtidsudsigter.

Normalt sænker centralbankerne renten i dårlige tider for at sætte gang i økonomien, og omvendt hæver de renten i de gode tider for at sikre opsparing. Målet er, at inflationen skal ligge i underkanten af to pct. Men inflationen er denne gang forblevet meget lav, selv langt inde i højkonjunkturen. Og dermed også renten. Det er dybt unormalt og ærligt talt temmelig bekymrende.

For hvad gør vi den dag, økonomien vender?

Da finanskrisen ramte Europa, sænkede ECB renten i betydeligt omfang. Og rentesænkningerne har haft enorm betydning for, at økonomien er vendt: Hele 155.000 danske job er skabt som følge heraf.

Uden rentesænkningerne ville vi altså i dag have haft en helt anden økonomisk situation. I det lys er det skræmmende, at Europa ved et nyt tilbageslag kan gøre stort set ingenting, fordi vi ikke kan sænke renterne, og fordi der heller ikke er overskud nok til for alvor at lempe finanspolitikken.

Tilbage omkring årtusindeskiftet mente en række amerikanske økonomer, at it-teknologien førte til en ”new economy”, hvor konjunkturtilbageslag ikke længere ville ske. I midt-00’erne mente man visse steder at kunne få risikoen på lån til helt at forsvinde ved at bundte lånene sammen med andre højrisikolån, mens vi herhjemme nød højkonjunkturen med finanspolitiske lempelser og snakkede om at skrive lærebøgerne om.  Her i 2019 taler vi så om, at det er helt naturligt med vedvarende negative renter.

Men det er ikke naturligt. Og det er ikke sundt. I en normal, velfungerende økonomi, skal det selvfølgelig koste penge at låne penge. Og al erfaring viser, at de, der kommer bedst gennem tilbageslag, har noget at stå imod med. Det har vi desværre ikke i den nuværende situation.