Den 9. september 2019 får direktør Lars Andersen, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) fremstillet den måske kommende tredobling af skatten på generationsskifte som en slags ”tilbagevenden til normalen”.

Det er det ikke.

Den borgerlige regerings lempelse (fra 2016) var nemlig først og fremmest en kompensation for den markante skattestigning, SR-regeringen netop havde gennemført i februar 2015.

Her blev selve grundlaget for beregningen af afgiften – virksomhedens værdi – nemlig skruet kraftigt i vejret. Som konsekvens steg bidraget fra generationsskifteskatten fra 900 mio. kr. til 1,5 mia. kr. om året. Det gennemsnitlige generationsskifte blev altså mere end 1½ gange så dyrt at gennemføre.

Det kom i kølvandet på den stramning, SRSF-regeringen gennemførte allerede i sin første finanslov, hvor adgangen til skattemæssig succession ved generationsskifter blev begrænset. Dén stramning indbragte staten omkring 50 mio. kr. ekstra – om året.

Trods VLAK-regeringens lempelse har generationsskifteskatten siden 2012 derfor samlet indbragt staten over 1 mia. kr. mere, end hvis vi stadig havde de regler, der gjaldt i 2011. Og den ”normaltilstand”, Lars Andersen sigter efter, har reelt kun eksisteret i mindre end 11 måneder i Danmarkshistorien (fra februar til og med december 2015).

Lars Andersen er også hurtig til at afvise virksomhedernes bekymring med henvisning til, at ”betalingen af arveafgiften [kan] ske over 15 år gennem en henstandsordning”. Som DI vedvarende har påpeget, så er problemet, at virksomhederne ikke har retskrav på denne ordning. De skal søge om adgang. Og da de ikke på forhånd ved, om de får adgang, så kan de heller ikke indregne det, når de planlægger generationsskiftet.

Usikkerhed er i det hele taget den dominerende udfordring ved de nuværende regler – en udfordring, der nu står til at blive tredoblet.

Med stramningen i februar 2015 forsvandt nemlig også virksomhedernes retskrav på en skematisk værdiopgørelse – altså en værdiopgørelse, som man kan foretage på forhånd og planlægge ud fra.

Nu kan skattemyndighederne vælge at tilsidesætte den værdi, som deres egne regneregler giver, for i stedet selv at fastsætte en højere værdi på virksomheden – som altså udløser en højere generationsskifteskat. Langt de fleste virksomheder oplever heldigvis ikke, at det sker – men de kan ikke på forhånd vide det og planlægge efter det.

Igen et forhold, der vanskeliggør rettidig planlægning af generationsskiftet, sådan at det kan gennemføres mest skånsomt for både virksomhed og medarbejdere.

Derfor DI’s appel: Tryk på den politiske pauseknap. Nedsæt et ekspertudvalg, der kan udarbejde en ny skematisk regel for skatteværdien af virksomheder, der bliver overdraget uden et salg. En værdi, som virksomhederne kan regne ud – og regne med. Og lav så beregninger på, hvordan reglerne vil påvirke hvor mange penge, forskellige typer virksomheder skal betale ved forskellige beskatningsniveauer.

Først derefter kan man tage en meningsfuld politisk drøftelse af generationsskifte-beskatning.

Denne kommentar er også sendt til Berlingske.