04.09.19 DI Business Blog

Virksomheder får 18 måneder til at rette online betalinger til

Virksomheder med websalg kan ånde lettet op. De kommer ikke til at miste betalinger den 14. september, hvor nye EU-regler for online betalinger træder i kraft. Erhvervsministeren har nemlig godkendt en overgangsordning på 18 måneder, som giver tid til at udbrede, implementere og teste de tekniske løsninger, før lovgivningen bliver håndhævet, blogger branchedirektør i DI Handel Sidsel Dyrholm Holst.

De sidste par uger har flere organisationer, virksomheder og udbydere af betalingsløsninger været stærkt bekymrede for, om dele af den danske webhandel ville gå i stå den 14. september. Her træder de nye regler om såkaldt stærk kundeautentifikation (SCA) nemlig i kraft.

Det betyder i praksis, at der skal mindst to faktorer til at godkende en betaling på nettet. Det kan være et betalingskort og en kode, man får tilsendt på sms. Reglerne skal være med til at gøre handel på nettet mere sikker og minimere svindel. Et formål vi bakker stærkt op om i DI, hvorfor vi også har støttet, at der kommer ny lovgivning på området.

Læs også: Klik-klik-klik – onlinesalg vokser

I lande som Storbritannien og Frankrig valgte myndighederne allerede i august at indføre overgangsordninger for at undgå at skabe problemer for webhandlen Sidsel Dyrholm Holst, Branchedirektør

En overgangsordning var nødvendig

Men efterhånden som datoen for ikrafttrædelsen af de nye regler nærmede sig, begyndte uroen at brede sig hos virksomheder og i betalingsindustrien. Den europæiske bankmyndighed (EBA) har nemlig været længe undervejs med standarder og guidelines for, hvordan dele af lovgivningen skulle tolkes, og en række danske virksomheder benytter sig p.t. af betalingsløsninger, som potentielt kunne rende ind i udfordringer med at leve op til de nye regler, og dermed kunne risikere at få deres betalinger afvist.

Og uroen herskede ikke kun i Danmark. I lande som Storbritannien og Frankrig valgte myndighederne allerede i august at indføre overgangsordninger for at undgå at skabe problemer for webhandlen og andre lande planlægger også at indføre overgangsordninger.

DI har på den baggrund sammen med andre organisationer efterlyst en overgangsordning i Danmark også. Den skal sikre, at alle aktørerne i betalingsindustrien kunne udbrede, implementere og teste de tekniske løsninger, før lovgivningen bliver håndhævet. Det vil også sikre,  at danske virksomheder og borgere bliver stillet ringere end virksomhederne i de andre europæiske lande.

Og i dag blev det omsider offentliggjort, at Finanstilsynet og Erhvervsministeren vil indføre en overgangsordning. Den betyder i praksis, at loven træder i kraft, men at Finanstilsynet venter med at føre tilsyn indtil den 14 marts 2021. I DI er vi overordentlig tilfredse med den beslutning, som sikrer at virksomhederne ikke mister omsætning (og kunder), og at alle os der handler på nettet ikke bliver mødt med afviste betalinger.

Læs Finanstilsynets pressemeddelelse her.

Udnyt den ekstra tid fornuftigt

Da de nye regler stadig vil træde i kraft, vil mange forbrugerne og virksomheder blive mødt med et ekstra step i forbindelse med deres online betalinger enten nu, i løbet af eller efter overgangsperioden. Det kan på den korte bane medføre spørgsmål, skepsis og måske et nøk ned i virksomhedernes konvertering på deres webshops.

I DI opfordrer vi derfor til, at betalingsindustrien iværksætter nogle informationskampagner målrettet danske forbrugere, så de kan føle sig trygge med de nye regler allerede fra ikrafttrædelsesdagen.

Derudover anbefaler vi alle vores medlemmer at tage en dialog med deres udbyder af betalingsløsning, hvis de er i tvivl om, hvorvidt deres nuværende løsninger kan leve op til de nye regler. For selvom der er kommet en overgangsordning, så skal virksomhederne senest efterleve reglerne om 18 måneder.

Læs betalingsrådets notat, omkring hvordan du som virksomhed, skal sikre dig at dine betalinger lever op til SCA her.

Sidsel Dyrholm Holst

Branchedirektør

  • Direkte +45 3377 3773
  • Mobil +45 2949 4649
  • E-mail sdy@di.dk
Relateret