29.12.20 DIB Blog

Bilbranchen skal ikke være bank for staten

Motorstyrelsens it-systemer er først klar næste sommer. I mellemtiden skal bilforhandlerne lægge store beløb ud, og det er uacceptabelt, blogger branchedirektør Thomas Møller Sørensen, Bilbranchen i DI.

Det halter kraftigt med Motorstyrelsens it-system, der først er klar til at håndtere de nye bilafgifter næste sommer.

For de danske bilforhandlere betyder det, at de fortsat skal indbetale efter de gamle regler - inklusive afgiftsstigningen på grønne biler fra nytår.

Dette er jo ikke penge, som staten har kalkuleret med at få ind. Det er alene, fordi man ikke har IT-systemerne klar.

Men det er naturligvis ikke acceptabelt, at en branche skal lægge så store beløb ud i så lang tid.
Udover at det ikke er rimeligt, at bilforhandlerne skal agere bank, er der også den risiko, at man forsinker den grønne omstilling - hvilket vil være brandærgerligt.

Vi håber og tror på, at der inden længe kommer en løsning. Og vi er i dialog med Skatteministeriet og relevante politikere.

Et løsningsforslag kunne være, at forhandlerne får lov til at indbetale den gamle afgift for bilerne, indtil det nye system er klar.

Vi forstår, at ministeriet også kigger på en model, hvor man udskyder visse frister for indbetaling af A-skat og moms for virksomheder og her vil se på, om registreringsafgiften kan indgå deri.

Det er også en mulighed.

Men hovedsagen er, at der kommer en løsning, så vi kan få de grønne biler ud på vejene og bilforhandlerne slipper for at lægge store beløb ud.

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Thomas Møller Sørensen

Thomas Møller Sørensen

Branchedirektør

  • Direkte +45 3377 3383
  • Mobil +45 2684 3014
  • E-mail tms@di.dk

Relateret indhold