Kriser har det med at mainstreame protektionisme. Under den finansielle krise i slutningen af 00’erne så vi, hvordan alverdens lande forsøgte at hytte deres eget skind gennem forskellige protektionistiske tiltag. Det var blot med til at forlænge genopretningen.

Under den nuværende krise kan vi se, hvordan det ene land efter det andet indfører protektionistiske tiltag for at sikre sig adgangen til vitalt medicinsk udstyr og personlige værnemidler.

Det schweiziske World Trade Alert, som holder øje med global protektionisme, har allerede dokumenteret, at 54 lande rundt omkring i verdenen har indført eksportrestriktioner af en slags. Hovedparten er blevet indført i løbet af marts måned, dvs. i takt med at krisen er taget til.  

EU’s medlemslande – anført af Tyskland og Frankrig – har ikke holdt sig for fine og indførte i begyndelsen af marts forskellige former for eksportrestriktioner på medicinsk udstyr og værnemidler. EU så sig derfor nødsaget til at indføre en fælles, europæisk tilladelsesordning for eksport af medicinske værnemidler – en løsning der i det mindste er lidt bedre end 27 individuelle tiltag fra EU’s medlemslande, som strittede i hver sin retning.

Først nationale købsordrer

Eksportrestriktioner er dog ikke den eneste form for protektionisme, vi har været vidne til.

Mange lande er også begyndt at kræve, at nationale producenter af værnemidler og medicinsk udstyr skal efterkomme nationale købsordrer først, før de kan sælge til andre.

Kina praktiserede denne tilgang for at sikre sig nødvendige forsyninger af bl.a. ansigtsmasker i krisens tidlige fase. I USA har regeringen trukket den såkaldte Defense Production Act fra 1950 frem af skuffen, hvormed virksomheder med produktion i USA kan blive pålagt at efterkomme købsordrer fra amerikanske myndigheder, før de leverer til alle mulige andre.

Herhjemme har vi taget lignende skridt. Regeringen har netop indført regler, der giver mulighed for at påbyde danske virksomheder at levere eller producere medicinsk udstyr og personlige værnemidler til regioner og kommuner. Dermed vil virksomhederne ikke frit kunne sælge eller eksportere udstyret.

Udviklingslande er særligt sårbare

Politisk og sundhedsmæssigt er det fuldt forståeligt, at man ønsker at sikre, at der er udstyr nok til at kunne bekæmpe corona-krisen. Problemet er blot, at det kommer til at gå hårdt ud over de lande, der ikke selv producerer værnemidler eller medicinsk udstyr, og som derfor er afhængig af andre lande for at kunne afbøde krisen.

Udviklingslandene er selvsagt særligt sårbare, men som krisen også har illustrereret, er Danmark heller ikke gået ram forbi.

Er løsningen så ikke, at vi bare selv begynder at producere nødvendigt medicinsk udstyr og værnemidler?

Mens plastvisirer måske er nogenlunde lette at producere med eksisterende plastmaskiner, så består ansigtsmasker for en stor dels vedkommende af særligt filtrerende stofprodukter, som produceres på specialiserede produktionsanlæg, der ikke lige kan etableres fra en den ene dag til den anden. Og respiratorer er højteknologiske produkter, der produceres af en håndfuld virksomheder i verdenen – hovedsageligt europæiske – men som er afhængige af delkomponenter fra hele verdenen.

Pres på for deltagelse i alliance

Løsningen er derfor ikke lokal produktion, men globalt samarbejde om at sikre at forsyningskæderne ikke sander til. Og G20 landene – dvs. EU, USA, Kina, Japan mv. – har netop mandag 30. marts udstedt en fælles erklæring om, at man støtter op om øget international handel med medicinsk udstyr og værnemidler. Men man afholdte sig fra at love ikke at indføre eksportrestriktioner på disse varer.

Canada, Australien, New Zealand og en række andre lande er dog allerede gået skridt videre og har indgået et samarbejde, hvor de forpligter sig til at holde forsyningskæderne åbne og fjerne barrierer, som står i vejen for handlen med varer, som er nødvendige i kampen mod corona.

Danmark kunne med fordel presse på for, at EU gik med i denne alliance. Og Danmark kan via EU også presse på for, at EU fjerner told på medicinsk udstyr og værnemidler, så det både bliver billigere for EU’s medlemslande at kæmpe kampen. Det vil samtidig gøre det mere attraktivt for globale producenter at forsyne det europæiske marked.