Hjælpepakke giver lang næse til event- og messeleverandører
Er du leverandør til aflyste offentlige arrangementer kan du få kompensation med hjælpepakke – alle andre kan få en lang næse, blogger medlemsdirektør Lars Frelle-Petersen.
Corona-krisen har været hård ved store dele af erhvervslivet, og mange steder er virksomhederne i dag i gang med at omstille sig til en ny ”normaltilstand”, hvor coronavirus og dets konsekvenser skal håndteres i hverdagen.
Men der er også områder, hvor der endnu er lukket mere eller mindre helt ned, og hvor virksomhederne og deres underleverandører har behov for, at staten holder hånden under dem, indtil der igen bliver åbnet, og de kan komme i gang med at drive deres forretning.
Ser vi på hele event- og messeområdet, så er store dele af det stadig i kummefryseren. Når jeg taler med virksomhederne, der stiller AV-udstyr, scener o.lign. op til events, fortæller de om på blodrøde tal. Regeringen har forbudt større arrangementer, personalefester og lign., men selvom virksomhederne er ramt af forbud, har mange af dem desværre ikke adgang til kompensationsordningen, hvor de kan få dækket bare nogle af deres faste omkostninger.
Læs også: DI: Forlængede hjælpepakker falder på et tørt sted
Lang næse til leverandører til private arrangementer
Den situation skulle der eller være taget hånd om, da regeringen sammen med V, RV, SF, og K den 28. august blev enige om en aftale, der skulle hjælpe dansk erhvervsliv, kultur og idræt. Aftalen justerede på kompensationsordningen for faste omkostninger, så flere virksomheder kan få kompensation for de tab, som de har haft grundet de mange corona-restriktioner.
Desværre betyder aftalen, at vi er endt i en hel grotesk situation, hvor virksomheder, der er underleverandører til events og arrangementer, hvor offentlige myndigheder er arrangører, kan få kompensation for deres faste omkostninger. Men de store dele af event-markedet der leverer til firma-arrangementer, personalefester og lign., som ikke er åbne for offentligheden, er afskåret fra at få kompensation.
Aflyste udlandsevents får ingen penge
Heller ikke den danske messestandsindustri, som rejser ud sammen med de danske virksomheder og opbygger højkvalitets messestande og udstillinger i udlandet har med den nuværende hjælpepakke adgang til kompensation, selvom virksomhederne står med nul kroner i omsætning.
Det er afgørende for danske eksport, at messestands-industrien kommer godt igennem krisen, så de på den anden side af nedlukningen igen kan være med til at understøtte danske eksportvirksomheder, når de laver salgsfremstød i udlandet.
Det virker desværre, som om regeringen har overset den store underskov af underleverandører til messe og events. Bliver virksomhederne ikke omfattet af kompensationsordningen for faste omkostninger, vil mange af dem lide så store tab, at det er tvivlsomt, om de kan rejse sig igen.
Læs også: Coronaramt eventbranche efterlyser bedre kompensation