29.12.21 DIB Blog

2022: Cybersikkerhed i top på den digitale dagsorden

Danmarks høje grad af digitalisering gør truslen om cyberangreb til næste års vigtigste tema, blogger branchedirektør for DI Digital, Rikke Hougaard Zeberg. DI er klar til at hjælpe virksomhederne.

Det vigtigste tema for 2022, som kan blive afgørende for virksomheders succes, er uden tvivl problemstillingen om cybersikkerhed. Vores høje grad af digitalisering i Danmark er rigtig positivt og ekstrem vigtigt for konkurrenceevnen - men det kalder samtidig på cybersikkerhed, og det skal tages alvorligt.

Cybertruslen er en af de største trusler mod Danmarks sikkerhed, og vi ser også, at selv nogle af vores stærkeste danske virksomheder kan rammes af hackerangreb med store økonomiske konsekvenser -  senest blev Vestas ramt.

Høj digitalisering og manglende cybersikkerhed er en dårlig cocktail. Nye tal viser, at skandinaviske virksomheder i gennemsnit lider økonomisk tab på 17 millioner kroner, når de rammes af et cyberangreb.

Derfor er det også ekstremt vigtigt, at virksomheder fokuserer på at få styrket deres cybersikkerhed. Og her mener jeg, at det bliver nødt til at blive en naturlig del af forretningen og forretningens risikobillede.

Især SMV’erne skal i gang med arbejdet og det kræver, at de både får den nødvendige hjælp og rådgivning.

Tværgående samarbejde bliver afgørende

Den 15. december 2021 offentliggjorde regeringen deres nye nationale strategi for Cyber- og Informationssikkerhed, som skal løbe fra 2022-2024. Der er gode takter i strategien, men vi mener også at der er et for stort fokus på myndighederne og for lidt, der handler om samarbejde på tværs af myndigheder og erhvervsliv.

Derfor vil vi i DI kæmpe for at få mere fokus på det tværgående samarbejde, når strategien skal udmøntes i det nye år. Vores forslag om en offentlig-privat SMV:CERT, som vi har kæmpet for gennem lang tid er kun delvis med i strategien, det ser ud som om, at der skal etableres en ren statslig enhed, som skal rådgive SMVerne.

Vi er af den overbevisning, at det er nødvendigt med et stærkt tværgående samarbejde, hvis vi skal lykkedes med dagsordenen. Vi er nødt til se bort fra de traditionelle skel mellem offentlig-privat, national-international osv., når vi skal stå imod de cyberkriminelle. Så vi vil forsøge at få styrket det initiativ i strategien.

Undgå konkurrenceforvridning om løsninger

Vi vil også arbejde for, at myndighederne ikke tilbyder ressourcer, som virksomhederne i Danmark i forvejen tilbyder. Særligt Center for Cybersikkerhed har løbende fået udvidet sin opgaveportefølje på rådgivningsområdet, og som vi i DI havde frygtet i vores høringssvar til ændring af lov om center for cybersikkerhed i 2019, ser vi, at der bliver brugt offentlige midler på at tilbyde forebyggende it-sikkerhedsydelser som f. eks. penetrationstest, som der også tilbydes på det private marked.

Det er forkert og konkurrenceforvridende, og vi mener, at der i stedet burde blive brugt ressourcer på at samarbejde med den private sektor, så de løsninger der allerede tilbydes af det private marked også bruges i offentligt regi.

D-mærket øger sikkerhed

Til sidst men ikke mindst vil vi fortsætte vores arbejde om at udbrede D-mærket, Danmarks nye mærkningsordning for it-sikkerhed og ansvarlighed, som vi udarbejdede i samarbejde med Industriens Fond, Dansk Erhverv, SMVdanmark og Forbrugerrådet Tænk. D-mærket blev lanceret sidste år og vores ambition er, at D-mærket bliver et alternativ til ISO-certificeringer og revisorerklæringer.

D-mærket gør det med sine otte kriterier overskueligt at navigere gennem junglen af regler, som handler om sikker anvendelse og opbevaring af data. D-mærket er tænkt som en løsning, der skal gøre det mere overskueligt for virksomhederne at komme i gang med cybersikkerhed.

Læs også: DI: Nyt mærke skal øge tilliden til datasikkerhed

Holder øje med pris på cyberangreb

I DI Digital holder vi særligt øje med, hvad det koster virksomheder i gennemsnit, når de rammes af cyberangreb og hertil også, hvor mange virksomheder som rammes. Vi vil også holde øje med, hvor meget det koster at forsikre sig mod cybertrusler, og hvis virksomhederne har brug for det, kan de også se på vores vejledning om cyberforsikringer, som vi har udarbejdet med Rådet for Digital Sikkerhed og Forsikring & Pension.

Læs vejledningen her

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Rikke Hougaard Zeberg

Rikke Hougaard Zeberg

Branchedirektør

  • Direkte +45 3377 3173
  • Mobil +45 2084 0194
  • E-mail riz@di.dk

Relateret indhold