16.08.21 DIB Blog

Nyt kompendium: Værd at vide om Kinas vej til velstand

Kinas betydning for det globale samfund vokser støt – på godt og ondt. Derfor er det afgørende, at vi også fra dansk side gør en indsats for at forstå det moderne Kina og landets befolkning. På den baggrund har jeg udarbejdet et kompendium, der behandler centrale temaer om Kina på en let tilgængelig facon, blogger Peter Bøgh Hansen, chef for DI i Kina.

Kina overtager senest i 2030 USA’s position som verdens største økonomi. Det stod bestemt ikke skrevet i stjernerne, da Formand Mao i 1949 udråbte Folkerepublikken Kina. Mao selv gjorde ikke meget for at vende den miserable situation, som verdens folkerigeste land var havnet i. Gentagne forsøg på at kickstarte den kinesiske økonomi endte i fiasko.

Så da Mao døde i 1976, efterlod han en tilbagestående nation med en befolkning, der var blandt de fattigste på kloden.

Men siden er det kun gået én vej – fremad. Maos afløser Deng Xiaoping gennemførte omfattende reformer af landets økonomiske system, der lagde fundamentet for det efterfølgende væksteventyr.

Kina som foregangsland for innovation

Moderniseringen af Kina har således fulgt en klar køreplan. I den første fase var eksport og konsolidering af den statsejede produktionssektor prioriteret. Den gradvise fremkomst af en urban middelklasse flyttede senere fokus over på det hjemlige marked. Den strategi er nu blevet suppleret med en satsning på at gøre Kina til at foregangsland for innovation.

Eksterne omstændigheder har dog gentagne gange grebet forstyrrende ind i planlægningen. Udfordringerne har især berørt den øgede rivalisering mellem Kina og Vesten. Handelskrig med USA samt gensidige beskyldninger relateret til blandt andet teknologibeskyttelse og senest Covid-19 har slidt på forholdet.

Kinas omdømme i den bredere vestlige befolkning er nu på det laveste niveau i årtier.

Blandt Danmarks 3-4 vigtigste markeder

Det gælder også i Danmark. Derfor er det bemærkelsesværdigt, at vores økonomiske samkvem med Kina aldrig har været stærkere. Danske virksomheder har generelt nydt godt af Kinas opstigen. I første omgang gennem outsourcing af produktion og senere med afsætning til det kinesiske marked i stor stil. Kina er i dag blandt Danmarks 3-4 vigtigste markeder, når både eksport og direkte investeringer tæller med.   

Udviklingen kan forventes at fortsætte. Et bredt spektrum af danske løsninger efterspørges til at fremme Kinas ambitioner på områder som grøn omstilling, sundhed og velfærd. Den bilaterale relation vil således fortsat bygge på de betydelige fælles interesser mellem de to lande.

DIs’ nye kompendium "Vejen til Velstand" ser nærmere på de faktorer, som har ført til Kinas aktuelle status. Kompendiet omfatter seks afsnit, der med afsæt i blandt andet økonomi, politik, teknologiudvikling og eksterne relationer giver et bud på forståelsen af det moderne Kina.

Kompendiet kan enten downloades eller erhverves gratis ved henvendelse til Peter Bøgh Hansen på pmh@di.dk

Læs også: USA-milliarder giver grund til dansk glæde

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Peter-Mikal Bøgh Hansen

Peter-Mikal Bøgh Hansen

Politisk chef, China

Relateret indhold