05.12.22 DIB Blog

En byrdereduktion vil være kærkommen for kriseramte danske virksomheder

Der er udsigt til endnu flere komplekse regler og krav om indberetninger, som koster virksomhederne 30 milliarder årligt. Særligt SMV’er rammes hårdt af byrder, og derfor anbefaler DI, at det nye folketing indfører et én ind, én ud-princip og et byrdereduktionsmål på 3 mia. kr. årligt i en treårig periode, skriver Kim Haggren, vicedirektør for SMV-politik i Dansk Industri.

Over de sidste 20 år er mængden af love og regler vokset med mere end 40 procent. Regler og love, som udgør en kæmpe byrde for dansk erhvervsliv. Byrderne frarøver virksomhederne ressourcer, som i stedet kunne være blevet brugt mere fornuftigt på blandt andet grøn omstilling, vækst eller flere jobs, som i sidste ende vil skabe fremgang og velstand, til gavn for vores samfund.

Det er særligt SMV’erne i Danmark, som rammes ekstra hårdt af de mange komplekse regler og krav til indberetninger. De har kun et begrænset ressourcer tilgængelige til det administrative arbejde.

Når jeg er ude og besøge SMV’er hører jeg ofte virksomhedsejere fortælle, at de indberetninger som de skal foretage ikke skaber værdi for deres virksomhed. De oplever fx, at de skal indberette data, der opgøres på andre måder, end virksomheden gør det til egen brug. Derfor skal de bruge lang tid på omregninger blot for at kunne udfylde dokumenterne korrekt. Det er en sur pligt, som frarøver dem tid og begrænser de ressourcer, de kunne have brugt på deres kerneforretning.

Læs også: Skattestyrelsen vejleder: Sådan betaler du moms af medarbejderfrokosten

Byrdemængden vil stige

Ressourcerne, som de bruger på at indberette, er penge som går direkte fra deres bundlinje. Penge som – særligt her i krisetider – presser virksomhederne på pengepungen, men som de er lovmæssigt forpligtet til at indberette. Ifølge erhvervsministeriets egne opgørelser bruger danske virksomheder årligt ressourcer svarende til 30 milliarder kr. på rapportering til offentlige myndigheder. Det svarer til opførelsen af ca. fem nye supersygehuse. Det er helt grotekst.

Alligevel ser vi ind i, at byrdemængden kun vil stige endnu mere de kommende år, når virksomhederne bl.a. vil blive underlagt de omfattende krav fra EU omkring bæredygtighedsrapportering. Det vil få den samlede ressourcemængde brugt på administrative byrder til at stige markant.

Det kalder på handling! Der skal gøres noget ved den stigende regelmængde, hvis det skal kunne lade sig gøre for erhvervslivet at nå i mål med vigtige dagsordener så som den grønne omstilling. Hvis ikke bliver det fremover mindre attraktivt at starte og drive virksomhed i Danmark – og vi risikerer at tabe konkurrencekraft.

Læs også: DI chefer: Iværksættere spiller afgørende rolle i den grønne omstilling

Evaluer regulering hvert femte år

I DI anbefaler vi derfor, at der indføres et byrdereduktionsmål på 3 mia. kr. årligt i en treårig periode, for at reducere mængden af administrative byrder for erhvervslivet. Byrdereduktionen kan med fordel hjælpes på vej ved at indføre et regelloft, der lægger et låg på mængden af ny regulering.

Et regelloft vil i praksis indebære, at når der indføres en ny regel, der pålægger erhvervslivet en administrativ byrde, skal en eksisterende regel, der er tilsvarende i byrdeomfang, fjernes. Det skal ske, inden den nye regel kan træde i kraft.

Samtidig anbefaler vi, at al ny bebyrdende erhvervsrettet regulering evalueres hvert femte år, så de ansvarlige myndigheder kan tage stilling til, om lovgivningen stadig er relevant og tidssvarende. Et byrdereduktionsmål, et én ind, én ud-princip og en femårs-evaluering vil tilsammen sikre, at niveauet af administrative byrder fremadrettet ikke stiger ukontrolleret.

Læs også: Kommuneeksempler viser veje til større erhvervsvenlighed

Mange regler er uhensigtsmæssige

Og der vil stadig være mulighed for at indføre nye og vigtige regler, hvis der er behov for det. Der er en lang række regler, der i dag er uhensigtsmæssige for erhvervslivet, fx beskatning og moms ift. medarbejdergoder eller dobbeltindberetninger på miljøområdet. De kunne med fordel lempes eller nytænkes, hvis der er behov for at indføre nye regler under et regelloft. Derudover bør der naturligvis gælde enkelte undtagelser for så vidt angår nødlovgivning, og lovgivning vedrørende national sikkerhed.

Der er flere gode eksempler fra andre lande, som har haft succes med afbureaukratisering gennem byrdestop, bl.a. Tyskland, Storbritannien og USA, Sverige og Canada.

De internationale erfaringer viser, at sandsynligheden for succes stiger, hvis regeringen løbende offentliggør data for antallet af regler og samtidig sætter en deadline for, hvornår konkrete dereguleringsmål skal være opnået. Denne form for transparens er et 'must' hvis et regelstop skal være succesfuldt og det bør vi lade os inspirere af i Danmark.

Læs også: Bøvl og byrder: SMV’ernes tilfredshed med kommunerne halter bagefter

Sæt afbureaukratisering på dagsordenen

Derfor bør de byrder, som hvert år indføres eller fjernes, indgå i Erhvervsministeriets årlige redegørelse om erhvervslivet og reguleringen som et ’byrderegnskab’, der årligt oversendes til Folketinget. Vi vil på den måde skabe gennemsigtighed omkring processen og samtidig give et overblik over, om byrdereduktionsmålet er overholdt.

Før valget blev udskrevet lagde den fungerende statsminister Mette Frederiksen, og resten af regeringen, op til et regelstop på velfærdsområdet. Jeg håber, at en ny regering og det øvrige folketing også vil sætte afbureaukratisering på dagsordenen og huske på erhvervslivet, når de gør det. Det vil skabe værdi, ikke kun for virksomhederne, men også i form af øget vækst og dermed velstand for hele Danmark.

Læs mere om DI’s arbejde for regelforenkling 

 

Fakta

DI's roadshow om bæredygtighedsrapportering 

Nye lovkrav til bæredygtighedsrapportering er lige om hjørnet. DI Inviterer til roadshows event om reglerne fem forskellige steder i Danmark: 

8. dec. kl. 13:00 - 16:30
Skørping

9. dec. kl. 09:00 - 12:00
Kolding

12. dec. kl. 09:00 - 12:00
Ringsted

14. dec. kl. 10:00 - 13:00
Rønne

Venteliste: 9. jan. 2023 kl. 08:30 - 12:00
København V

20. jan. 2023 kl. 08:30 - 12:00
København V

Tilmelding her: DI's roadshow om bæredygtighedsrapportering

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Kim Haggren

Kim Haggren

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 3449
  • Mobil +45 2124 4608
  • E-mail kih@di.dk

Relateret indhold