01.02.22 DIB Blog

SMV’er og iværksættere får hjælp til tvister om designrettigheder

Beskyttelse af IP-rettigheder ligger DI stærkt på sinde. Derfor ser vi frem til, at DesignNævnet om knap en måned går i luften med en langt billigere og hurtigere måde at få vurderet tvister om ophavsretlige, designretlige eller markedsføringsretlige krænkelser. Det bliver især til gavn for SMV’er og iværksættere, blogger Kim Haggren, vicedirektør med ansvar for erhvervsjura, SMV- og Iværksætterpolitik i DI.

Fra den 24. februar 2022 går DesignNævnets hjemmeside i luften. Det betyder, at virksomheder fra denne dag kan indbringe sager til DesignNævnet gennem hjemmesiden. Dermed får virksomheder adgang til en langt billigere og hurtigere måde at få vurderet tvister om ophavsretlige, designretlige eller markedsføringsretlige krænkelser sammenlignet med domstolene.

Af den grund bliver DesignNævnet især relevant for SMV’er og iværksættere. Håbet er derfor, at også virksomheder med færre midler kan få håndhævet deres rettigheder og de vil få en oplevelse af højere retssikkerhed.

Læs også: Dyre retssager om designrettigheder kalder på bedre løsning, mener DI

Muligt at gøre afgørelser juridisk bindende

DesignNævnet drives af Foreningen til Beskyttelse af Arkitektur, Design og Kunsthåndværk, og er stiftet af blandt andet Dansk Industri. Beskyttelsen af IP-rettigheder er en høj prioritet for DI, og selv om DesignNævnets udtalelser i udgangspunktet ikke er juridisk bindende, kan de give en indikation om, hvor man som virksomhed står i en tvist.

Ambitionen med nævnet er, at en udtalelse skal have samme niveau af faglighed, som hvis udtalelsen var givet som en egentlig afgørelse ved domstolene. Den vil blive afgivet af blandt andet landsretsdommere og andre af de mest kompetente eksperter.

Er der et behov for særlig ekspertise, kan DesignNævnet indbringe eksterne eksperter til at vurdere tvisten, og hvis parter i en tvist ønsker, at en afgørelse fra nævnet skal være juridisk bindende, kan de aftale, at DesignNævnet skal fungere som voldgiftsret. Dermed vil afgørelsen blive ligeså juridisk bindende som en sag ved domstolene. Da voldgiftsafgørelser ikke kan ankes, kan det sikre et kort sagsforløb sammenlignet med domstolene.

 


Er du beskyttet af loven?

Udover de nævnte fordele vil DesignNævnets Responsumudvalg også via hjemmesiden kunne give en vurdering af om en virksomhed er beskyttet af lovgivningen indenfor arkitektur, design eller kunsthåndværk, selv om der ikke er verserende tvister. Det kan fx være relevant i forbindelse med markedsføring af nye produkter, hvor virksomheder kan forhåndsafklare, om deres nye produkter har en ophavsretlig, designretlig eller markedsføringsretlig beskyttelse.

DI ser meget frem til etableringen af DesignNævnet og vil offentliggøre en nyhed om hjemmesiden, så snart den bliver aktiv.

Læs også: Nu bliver det nemmere at sikre designrettigheder - Danmark får et designnævn

 

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Kim Haggren

Kim Haggren

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 3449
  • Mobil +45 2124 4608
  • E-mail kih@di.dk

Relateret indhold