07.08.22 DIB Blog

Kommunalpolitikere vil styrke samspil med virksomhederne – nye værktøjer fra DI viser vejen

88 pct. af danske byrådspolitikere er overbeviste om, at et tættere offentlig-privat samarbejde kan forbedre kommunernes opgaveløsning. Derfor har vi sendt dem et brev med nye anbefalinger, værktøjer og cases, der kan inspirere kommunerne til at styrke samspillet med virksomhederne, blogger Jakob Scharff, branchedirektør i DI Service.

Den 1. januar 2022 var der dømt politisk skiftedag i landets 98 kommuner. Mange lokalpolitikere skulle finde deres plads i byrådssalen for allerførste gang, mens mere erfarne kræfter kunne sætte sig i stolen med et friskt og genvalgt mandat i ryggen.

Fælles for alle landets 2.500 byrådspolitikere er dog, at de hurtigt måtte kaste sig over flere alvorlige udfordringer. Krigen i Ukraine, der har affødt massive flygtningestrømme og voldsomme prisstigninger, der presser økonomien. Manglen på arbejdskraft, der gør det svært at få enderne til at mødes for bl.a. SOSU’er og pædagoger. Samtidig skal der investeres massivt i den grønne omstilling, hvis vi skal nå målsætningen om 70 % CO2-reduktion inden 2030 – blot for at nævne tre.

Værktøjer skal inspirere til fornyet samarbejde

I DI er det vores klare opfattelse, at vi finder de bedste svar på udfordringerne gennem et styrket offentlig-privat samarbejde – og medlemmerne af de nye kommunalbestyrelser er enige:  En ny analyse fra DI viser, at hele 88 pct. af byrådspolitikerne mener, at virksomhederne kan være med til at optimere opgaveløsningen.

Men det kræver en målrettet indsats, hvis de politiske ambitioner også skal omsættes til nye, reelle samarbejder. Som et indspark til de lokale budgetforhandlinger modtager samtlige 2.500 byrådspolitikere d. 9. august derfor et brev og en samling af materiale, der kan inspirere til et tættere samspil mellem kommunerne og virksomhederne:

På baggrund af dugfriske tal for konkurrenceudsættelsen kan man som kommunalpolitiker nemt og hurtigt danne sig et overblik over ens egens kommunes aktuelle samarbejde med private leverandører, sammenligne med nabokommunen og beregne potentialet for forbedringer. Og med et nyt inspirationskatalog sætter vi desuden fokus på, hvordan innovative løsninger fra virksomhederne kan afhjælpe rekrutteringsudfordringer og bidrage til den grønne omstilling.

Mulighed for varigt kursskifte

Der er bestemt grund til optimisme. Da de nyeste regnskabstal landede tilbage i april kunne vi – for første gang i fire år – spore en mærkbar fremgang i kommunernes samarbejde med private leverandører.


Selvsamme tal viser dog, at vi langt fra er i mål. Det er fortsat sådan, at virksomhederne kun har mulighed for at byde ind på at løse 26,8 % af kommunernes udbudsegnede opgaver. Det betyder, at kommunerne løser opgaver til en samlet værdi af 186 mia. kr. uden at vide, om man kunne opnå bedre, billigere eller mere bæredygtige løsninger ved at inddrage private aktører.

Tre klare anbefalinger

Med udsendelsen til byrådspolitikerne følger derfor tre konkrete anbefalinger til både de ny- og genvalgte kommunalpolitikere:

  1. Afdæk potentialet for øget offentlig-privat samarbejde med inspiration fra andre kommuner.

Overalt i landet findes der gode eksempler på, at private virksomheder har sikret mere kvalitet for skattekronerne i kommunerne – det kræver en målrettet og strategisk indsats at få udbredt de bedste løsninger.

  1. Styrk samarbejdet med virksomhederne om den grønne omstilling

Vi anbefaler, at den enkelte kommune udarbejder en implementeringsplan for de grønne indsatser i forlængelse af indkøbspolitikken, og at de lægger særlig vægt på udbudsområder med høj CO2-udledning og væsentlig indkøbsvolumen – til gavn for både kommunen og leverandørerne.

  1. Giv borgerne flere og bedre muligheder i velfærden

Et tættere samarbejde med private aktører om etableringen af nye daginstitutioner og plejehjem vil eksempelvis give borgerne bedre mulighed for at finde et velfærdstilbud, der lever op til deres ønsker og behov.

Vores forhåbning er, at kommunerne allerede i de aktuelle budgetforhandlinger vil gøre brug af anbefalingerne og sætte handling bag ordene. Virksomhederne er klar til at bidrage.

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Jakob Scharff

Jakob Scharff

Branchedirektør

  • Direkte +45 3377 3996
  • Mobil +45 2112 9423
  • E-mail jasc@di.dk

Relateret indhold