14.01.23 DIB Blog

Kære kommuner: Gør som København og fremskynd betaling til leverandører

Økonomiudvalget i Københavns Kommune har besluttet at betale regninger fra private leverandører hurtigst muligt. Det bør tjene til inspiration for alle kommuner, der har muligheden, skriver Jakob Scharff, branchedirektør i DI Service og chef for offentlig-privat samarbejde.

Danske virksomheder er fortsat hårdt ramt af energikrisen, udfordringer i forsyningskæden og generelle prisstigninger. Det gælder selvsagt også de virksomheder, som samarbejder med landets kommuner om alt fra levering af kontorartikler, håndværkerydelser eller fødevarer til kantinerne.

I den alvorlige situation har vi et fælles ansvar for at holde fast i det gode samarbejde mellem kommunerne og virksomhederne, så krisen ikke går ud over den offentlige service, vi ved fælles hjælp leverer til borgerne.

I Københavns Kommune har man valgt at påtage sig sin del af ansvaret. I december måned vedtog et flertal i Økonomiudvalget, at kommunen i den kommende tid vil betale regninger fra leverandørerne hurtigst muligt, så virksomhederne får betalingen i løbet af otte dage i stedet for 30. Økonomiforvaltningen vurderer, at det vil sende i størrelsesordenen 6-700 mio. kr. hurtigere ud til virksomhederne.

 

Mange overskrider betalingsfrist

Tiltaget fortjener stor ros. Det vidner nemlig om en stor forståelse for den situation, som mange virksomheder befinder sig i. Særligt for de mindre virksomheder er der nemlig en reel risiko for, at en bølge af sene betalinger bliver dråben, der får bægeret til at flyde over, hvis man i forvejen er presset på likviditeten.

Vi har som samfund al mulig interesse i at sikre, at de offentlige ordregivere ikke medvirker til at skubbe virksomheder ud over kanten. Desværre viser en analyse, at den offentlige sektor ofte overskrider de 30 dages betalingsfrist, som de ellers er forpligtede til at overholde. I den nuværende situation er det fuldkommen uholdbart.

 

Likviditetsgevinst på 6-7 milliarder kroner

Derfor skal der herfra lyde en klar opfordring til landets øvrige kommuner om at følge trop og lade sig inspirere af initiativet. Vi er med på, at likviditeten ikke bugner lige meget hos alle 97 kommunekasser. Men hvis man har mulighed for det, bør man overveje at implementere samme eller lignende tiltag som i Københavns Kommune.

Dermed vil der ikke være tale om en likviditetsgevinst på 6-700 mio. kr., men snarere 6-7 mia. kr. Det ville i den grad kunne mærkes hos landets trængte virksomheder – og det ville være et klart signal om, at det offentlige er klar til at påtage sig sin del af ansvaret for, at vi fortsat har et stærkt og velfungerende offentlig-privat samarbejde, når vi kommer ud på den anden side af krisen.

Læs også: 2 byggerivirksomheder gik konkurs – om dagen

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Jakob Scharff

Jakob Scharff

Branchedirektør

  • Direkte +45 3377 3996
  • Mobil +45 2112 9423
  • E-mail jasc@di.dk

Relateret indhold