06.03.23 DIB Blog

Nordisk erhvervsliv til EU Parlamentet: ”Hold fingrene fra vores selskabsledelse”

Der bør ikke være bestemmelser om selskabsledelse i det kommende direktiv om bæredygtigheds Due Diligence. I et brev til Europa-Parlamentet har DI sammen med nordiske søsterorganisationer forklaret hvorfor, blogger Kim Haggren, Vicedirektør i DI.

DI er gået sammen med sine nordiske søsterorganisationer, Svenskt Näringsliv, Confederation of Finnish Industries og Næringslivets Hovedorganisasjon (Norge) i et brev, der er sendt til alle Europa-Parlamentarikere (MEP’er), som er medlem af det ledende udvalg. 

I brevet gør vi MEP’erne opmærksomme på, hvorfor der ikke bør blandes regulering af selskabsledelse ind i det kommende direktiv om bæredygtigheds due diligence.

DI støtter det overordnede formål med direktivet, som er at sikre, at virksomheder lever op til deres ansvar i forhold til miljø og menneskerettigheder i leverandørkæderne. Men  direktivudkastet foreslår også indgreb i de nationale regler om selskabsledelse, og det er her, kæden hopper af.

Ministre har anerkendt det

Idéen om at blande regulering af selskabsledelse ind i et direktiv om bæredygtigheds due diligence har hele tiden været stærkt kritiseret af både erhvervsliv, akademikere og en lang række medlemsstater, herunder Danmark, for at være både unødvendigt og uhensigtsmæssigt.

EU’s Ministerråd tog konsekvensen af denne kritik og slettede bestemmelserne om selskabsledelse i Rådets forslag til direktiv, som kom i december 2022.

Men i Europa-Parlamentet lægger den såkaldte Rapporteur (forhandlingsleder) i det ledende udvalg ikke alene op til at bevare Kommissionens indgreb i selskabsledelsen. Hun ønsker sågar at udvide indgrebene.

Som jeg tidligere har blogget mere uddybende om skaber det en helt unødvendig retlig uklarhed og forringer den internationalt roste model for selskabsledelse, som vi over mange årtier har udviklet og forfinet i Danmark og hos vores nordiske naboer. I sidste ende vil unødvendige EU-indgreb i de nationale modeller for selskabsledelse gå ud over vores virksomheders konkurrenceevne.

Håber fornuften sejrer

Det er baggrunden for, at vi har sendt det fælles nordiske opråb til de ansvarlige politikere i Europa Parlamentet, og vi håber selvfølgelig, at Europa Parlamentet til slut når frem til samme konklusion som Ministerrådet.

Jeg er fortrøstningsfuld – og vælger at tro på, at fornuften sejrer til sidst.  

Når Europa-Parlamentet har fået forhandlet deres version af direktivforslaget færdig, skal det endelige direktiv forhandles i en såkaldt Trialog mellem Kommissionen, Rådet og Parlamentet.

Det ventes, at det endelige direktiv vedtages i Trialogen senest i maj 2024.

Læs også: Gør dig klar til ny tysk lovgivning om bæredygtige leverandørkæder

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Kim Haggren

Kim Haggren

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 3449
  • Mobil +45 2124 4608
  • E-mail kih@di.dk

Relateret indhold