Vigtigt at gymnasiereform giver større erhvervskontakt
I fremtiden vil flere unge med den nye gymnasieuddannelse epx få en introduktion til erhvervslivet. Nu er det alfa og omega, at den bliver et attraktivt valg for de unge og for deres forældre, blogger Signe Tychsen Philip.
Regeringen, SF og DF fortjener stor ros for en gamechanger til de unge!
I Dansk Industri (DI) har vi længe efterspurgt en toårig ungdomsuddannelse til de unge, der ønsker varieret undervisning, en studenterhue, der kan åbne alle døre, gymnasiefester med vennerne og en tæt kobling til alt det, der sker ude på arbejdsmarkedet.
Vi har samtidig efterspurgt, at det treårige gymnasium i højere grad bliver for de unge, som er målrettede mod de videregående uddannelser og som trives i netop dette med hævede adgangskrav og skærpede krav til indholdet.
Det har vi fået med en ny ungdomsuddannelse epx, karakterkrav på 6 til stx og hhx og en skærpelse af det faglig niveau på de 3-årige gymnasiale uddannelser.
Unge bliver bedre rustet
Med aftalen er der taget et helt nødvendigt livtag med vores ungdomsuddannelsessystem, så flere unge i fremtiden introduceres til bredden i erhvervslivet og forhåbentlig får mere appetit på det erhvervsrettede uddannelsesvalg.
Målet er, at et bredere gymnasium hjælper de unge med at blive klogere på deres drømme og ruster dem langt bedre til arbejdsmarkedet og de valg, de skal træffe, når studenterhuen er i hus.
Det er nu alfa og omega, at den nye gymnasiale uddannelse epx bliver et attraktivt valg for de unge og for deres forældre. Derfor vil vi også holde skarpt øje med, at epx-studenterne får et højt afgangsniveau, som åbner døre til både videregående uddannelser og erhvervsuddannelser.
Vigtig tilføjelse om internationale gymnasier
Vi glæder os dertil over, at regeringen og aftalepartierne har lyttet til erhvervslivets kritik og fastholder muligheden for, at unge kan vælge en erhvervsuddannelse direkte efter folkeskolen, hvis de ønsker det. Dermed stiller man ikke forhindringer i vejen for de afklarede unge.
Regeringen har i forlængelse af aftalen meldt ud, at regeringen vil sikre, at reformen ikke medfører benspænd for de internationale gymnasier i Danmark (IB). Det er en vigtig supplerende udmelding, fordi engelsksprogede gymnasiale uddannelser har stor betydning for tiltrækningen af internationale medarbejdere med børn i gymnasiealderen.
Nu vil vi dykke grundigt ned i aftalen og samtidig ruste os til de næste vigtige runder om f.eks. fælles institutionslov og epx udbud, indholdet af epx, ændringer i stx samt organisering af den almene voksenuddannelse.
For nu glæder vi os over en relevant og nødvendig aftale om et bredt gymnasium.
Gymnasie-aftalen
Centrale elementer i gymnasieaftalen
Etablering af ny erhvervs- og professionsrettet gymnasieuddannelse (epx). Den skal som udgangspunkt vare to år og forberede mod erhvervsuddannelserne og erhvervsakademierne.
Karakterkrav til de treårige gymnasiale uddannelser hæves til 6,0 i gennemsnit, ligesom det faglige niveau i stx, hhx (og htx) skærpes. Lever man ikke op til dette, kan man dog også optages, hvis man har 7 i snit i de lovbundne prøver.
Grundforløb 1 på erhvervsuddannelserne, den toårige hf og eux afskaffes og integreres i epx.
Unge kan stadig søge en erhvervsuddannelse direkte efter grundskolen. De vil starte direkte på grundforløb 2.
10. klasse som selvstændigt tilbud afskaffes. Efterskoler og frie fagskoler vil fortsat kunne udbyde et skoleår efter 9. kl., hvor eleverne kan afslutte året med at tage optagelsesprøver til hhv. stx, hhx, htx eller epx.
Den nye uddannelse, lovgivning herom og de afledte konsekvenser på erhvervs- og voksenuddannelserne træder i kraft i 2030.
Man afsætter ca. 4,8 mia. kr. årligt til at drive epx. Med reformen bruger man omkring 2,3 mia. kr. ekstra årligt på ungdomsuddannelserne fra 2030.
Læs hele den politiske aftale
Hold dig opdateret
Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.