09.04.25 DIB Blog

Nu lytter politikere til konstruktiv kritik fra erhvervslivet

Politikere i både EU og Folketinget er i denne krisetid blevet bedre til at lytte, når dem, der bliver påvirket af lovgivning, kommer med konstruktiv kritik. Men vi ville alle sammen stå stærkere, hvis det også skete når verden ikke står i flammer omkring os, blogger vicedirektør Kim Haggren.

Danmark og EU står i en skelsættende konkurrenceevnekrise på et tidspunkt, hvor vi samtidig er truet af geopolitiske, sikkerhedsmæssige, økonomiske og klimamæssige udfordringer af historiske dimensioner.  

Noget så tørt og simpelt som en god lovproces, hvor der lyttes til dem, der har viden om, hvordan påtænkte regler vil virke i praksis, er en vigtig nøgle til at undgå overregulering, mindske byrder og dermed forbedre konkurrenceevnen, så vi kan modstå pres, som det, der helt åbenlyst rammer os fra alle kanter lige nu.

Og nu lyttes der heldigvis. Både i EU og i Folketinget. EU er for eksempel i gang med en omfattende forenkling af en bæredygtighedsregulering, der trods gode intentioner var gået alt for vidt – og som ikke tænkte på omkostningerne for virksomhederne eller konkurrenceevnen.

Læs også:  EU-parlamentet vedtager kravudsættelse

Stor ros til Bødskov

Fra Folketinget kan nævnes et verserende lovforslag (L147), som handler dels om en ændring af forbrugerklageloven, der har til hensigt at effektivisere det danske forbrugerklagesystem, dels om en implementering af nogle EU-regler, der ændrer i markedsføringsloven og forbrugeraftaleloven.

Her skal Erhvervsminister Morten Bødskov (S) have stor ros for at have lyttet til stort set alle de ændringsforslag, DI kom med i den forudgående høringsproces. Dermed har vi blandt andet undgået, at private ankenævn blev nedlagt, og at omkostningerne for staten bliver højere, end de er i dag.

I den konkrete sag mangler vi nu blot, at der lyttes til de resterende forbedringsforslag fra DI, hvilket der heldigvis er kræfter i Folketinget, der arbejder på. 

Uklar symbolpolitik indført unødigt

Det er desværre ikke i alle lovgivningssager, at villigheden til at lytte er ligeså stor.

Eksempelvis er der for nylig vedtaget en kønsbalancelov, selvom et samlet dansk erhvervsliv påpegede, at lovforslaget var symbolpolitik, der alene ville medføre uklarhed og administrative byrder. Blandt andet fordi Danmark allerede opfylder direktivets formål og opfyldte betingelserne for at blive undtaget fra direktivets indgreb.

I mange år er der konsekvent heller ikke blevet lyttet, når erhvervslivet f.eks. har påpeget dansk overimplementering af EU’s allerede vidtgående anti-hvidvaskregler. Eller når vi har opfordret til at gøre en større dansk indsats for, at EU’s regler på området ikke endte med at blive for byrdefulde for lovlydige virksomheder og borgere.

Anti-hvidvaskreguleringen er nu et af de områder, som pga. den akutte krise formentlig både i EU og i Danmark, vil blive gransket for at finde en bedre balance mellem lovgivningens gode intentioner og de faktiske konsekvenser.

Bedre sent end aldrig, men der er altså brug for at den gode, evidensbaserede lovgivningsproces kommer i fokus. Også når verden ikke står i flammer omkring os.

Læs også: Ubeslutsomhed er den direkte vej til recessionens kløer

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Kim Haggren

Kim Haggren

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 3449
  • Mobil +45 2124 4608
  • E-mail kih@di.dk

Relateret indhold