30.05.25 DIB Blog

Lederudvikling er ikke kun for de store

For mange mindre virksomheder prioriterer ikke lederudvikling. Det kan give problemer senere, skriver DIs ledelsesekspert og underdirektør Pernille Erichsen.

Vi har ikke tid til lederudvikling. Det er noget, de store og børsnoterede virksomheder har råd til. Sådan sagde en ejerleder for en mindre virksomhed til mig forleden. Og jeg forstår ham egentlig godt. Men jeg er også nødt til at sige det, som det er: Hvis du ikke har tid til at udvikle din ledelse, så får du snart travlt med noget andet, eksempelvis at bruge ekstra tid på rekruttering, brandslukning og udbrændte medarbejdere.

En ny undersøgelse fra Dansk Industri viser, at næsten alle større virksomheder arbejder systematisk med at udvikle deres ledere. De investerer i kurser, netværk, talent-pipelines og opfølgning på trivselsmålinger. Hos de mindre virksomheder er det kun hver tredje, der overhovedet har ét enkelt tiltag.

Det er ikke fordi, de små ikke vil deres folk det godt. Mange tager individuelle hensyn, viser fleksibilitet og kender deres medarbejdere tæt. Det er en styrke. Men det erstatter ikke behovet for, at man som leder får løbende sparring, inspiration og udvikling.

I en virkelighed med rekrutteringsudfordringer, høje sygefraværstal, krav om grøn og digital omstilling, er god ledelse ikke en blød disciplin. Det er et konkurrenceparameter. Et strategisk værktøj. En nødvendighed.

Derfor er mit budskab til landets ejerledere, direktører og mellemledere: Hvis du vil have engagerede medarbejdere, bundlinje med fremtid i, og et liv, hvor du selv ikke brænder ud, så prioriter lederudvikling. Ikke som en årlig konference, men som en integreret del af din virksomheds måde at tænke på. Det behøver ikke være fancy. Det kan starte med en netværksgruppe, et kursus eller en mentor/coach. Men det kræver én ting: At du som leder tager din egen rolle alvorligt. Ikke fordi du skal være perfekt, men fordi du ved, at det gør en forskel.

Lederudvikling er ikke kun for de store. Det er for de kloge.

Læs også: Moltke-Leth: Mange ledere tilsidesætter sig selv

 

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Pernille Erichsen

Pernille Erichsen

Underdirektør

  • Direkte +45 3377 3092
  • Mobil +45 2724 2905
  • E-mail peer@di.dk

Relateret indhold