25.06.25 DIB Blog

Erhvervspraktik kan tænde en gnist hos unge

Den passion, jeg oplevede hos kokkene på den ungarske restaurant, jeg var i praktik hos, kan man genfinde i alle danske virksomheder. Den skal vi vise vores unge, når erhvervspraktik bliver obligatorisk fra august. Derfor håber jeg, du vil besøge og dele vores nye erhvervspraktikunivers, blogger Kinga Szabo Christensen, rådgivningsdirektør i DI.

Det er summen af vores oplevelser, der former os som mennesker. Hvordan skal vi kunne drømme om noget, vi ikke ved findes?

Jeg har en stor passion for mad og gastronomi, som blev grundlagt i en tidlig alder. Jeg er opvokset i Ungarn, hvor vi ikke havde erhvervspraktik, men min far arrangerede et praktikophold på en lokal restaurant i min sommerferie. Her oplevede jeg en dedikation og kærlighed til kokkefaget, som gjorde stort indtryk på mig, og som har fulgt mig lige siden. I dag er min interesse for gastronomi noget, jeg nyder i min fritid, men jeg er ikke i tvivl om, hvor grundstenene blev lagt.

Den passion, jeg oplevede hos de kokke på den restaurant, kan man genfinde i alle danske virksomheder, og den skal vi vise vores unge. DI har i mange år arbejdet politisk for at gøre erhvervspraktik obligatorisk, og nu sker det endelig. Fra 1. august 2025 skal alle elever i praktik i 7., 8. eller 9. klasse.

Læs også: Danfoss: Konkrete opgaver er et hit for erhvervspraktikanten

Gylden mulighed

Det er en gylden mulighed i en tid, hvor alle gør sig umage for at tiltrække næste generation af kolleger. Med erhvervspraktik kan vi tænde en gnist hos de unge og vise dem fag, brancher og virksomheder, de måske ellers ikke ville møde.

På samme måde kan en dårlig oplevelse i en erhvervspraktik skræmme dem væk for livet. Derfor skal vi gøre os umage, når vi inviterer de unge indenfor, og masser af virksomheder har allerede knækket koden.

Vi har talrige eksempler på, at virksomheder, der lægger sig i selen for at skabe inspirerende erhvervspraktikker, også høster gevinsterne – og nogle finder deres næste lærling ad den vej.

Find hjælp i nyt erhvervspraktikunivers

Det er en mulighed, vi fra DI’s side vil opfordre alle til at gribe, og derfor har DI Lærepladsfællesskabet skabt et erhvervspraktikunivers på DI’s hjemmeside. Her kan virksomheder hente hjælp til at sammensætte spændende programmer, finde guides, huskelister og eksempler på opgaver til det den gode erhvervspraktik. Dele af materialet er målrettet produktionsvirksomheder, mens andet kan bruges på tværs af brancher og universet bliver løbende udbygget.

Læs også: Kom godt i gang med erhvervspraktik

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Kinga Szabo Christensen

Kinga Szabo Christensen

Rådgivningsdirektør

  • Direkte +45 3377 3905
  • Mobil +45 2949 4699
  • E-mail kisz@di.dk

Relateret indhold