Lyt til kvinder fra hængekøjen og giv dig selv et sommerforsæt
Ny podcastserie går under huden på kvindekarrierer i rådgiverbranchen med temaer fra lederskab til barselsorlov og karriereudvikling. Lyt med fra hængekøjen og kom tilbage efter ferien med et sommerforsæt om at gøre en reel forskel efter ferien, blogger Katrine Ellersgaard Nielsen i sin svanesang som direktør for DI Rådgiverne.
Riget fattes arbejdskraft, og det private erhvervsliv har længe været optaget af at få bedre fat i den åbenlyse kvindelige talentmasse. Kvinderne er mere veluddannede end nogensinde før (og end mændene, men den tager vi en anden dag).
Alligevel indtager de ikke det private erhvervsliv med hast – og slet ikke ledelsesgangene.
Selv om diversitet og inklusion har været på radaren i årevis, hører jeg oftere og oftere erhvervsledere sukke lidt opgivende og gemme ambitionerne væk igen. Enhver har jo opdaget, at skåltaler til trods, lader forandringerne vente på sig, og så er det måske bedre at lade sagen ligge?
Men nej, der er stadig brug for udtalte ambitioner, og det vigtige er ikke skåltalerne. Det vigtige er de små, men sikre forandringer i hverdagen.
Det handler om dig, og det du gør tirsdag efter ferien
Jo flere vi er, der senere i dag, på tirsdag og på næste mandag implementerer små forandringer i vores beslutningsgange, sprogbrug, mødefacilitering og andre undseelige mikrobeslutninger, jo hurtigere kommer forandringen. Men det kræver jo, at vi forstår, hvad vi skal forandre, og hvorfor.
Og derfor: Til dig, der tænker på at stikke piben ind – eller allerede har gjort det - slå ørerne ud! Gør dig umage for at forstå, hvad udfordringerne er, og hvordan de kan løses skridt for skridt på de helt almindelige arbejdsdage.
Lyt til inspiration fra konsulentbranchen
En arbejdsgruppe i foreningen Managementrådgiverne har - sammen med DI – netop lanceret en podcast, som handler om arbejdspladser i forandring – og om hvordan vi skaber rum, hvor flere kan se sig selv blomstre.
Konsulentbranchen har store udfordringer med, at kvinder i gennemsnit forlader branchen hurtigere end mænd. Men branchen har i en årrække stået sammen om på brancheniveau at drive en fælles forandringsledelse ved at dele gavmildt ud af erfaringer med egne DEI-initiativer.
Den nye podcastserie giver et indblik i kvindernes perspektiv på karriere i konsulentbranchen. Men mange af refleksionerne er gyldige også i mange andre sammenhænge.
Gennem ærlige samtaler og personlige refleksioner udforsker serien, hvad der skal til for at lede, skabe forbindelser og trivsel på en arbejdsplads med store ambitioner.
Hver episode udforsker temaer som lederskab, netværk, barselsorlov og karriereudvikling. Gennem dybdegående samtaler med relevante eksperter undersøger arbejdsgruppen, hvad der fungerer, og hvad der stadig skal ændres.
Vækst og udvikling kan starte i hængekøjen
Der er rigtig mange – og gode - grunde til, at arbejdspladserne er kønnede, og udviklingen er træg. Grunde, som bor både i arbejds- og privatliv. Men uagtet grundene, er det sikkert og vist, at danske virksomheder går glip af værdifuldt talent og dermed af innovation, vækst og udvikling. Og derfor bør enhver virksomhedsleder interessere sig for årsagerne og de greb, der kan sætte skub i udviklingen.
Sommerferien er en oplagt mulighed for at preppe til et sommerforsæt om at gøre en reel forskel efter ferien. Og du kan altså starte med at ligge i hængekøjen med piben inde og ørerne ude.
Lyt til podcasten More women in consulting – listen learn and lead the change
Katrine Ellersgaard Nielsen har selv som sommerforsæt at gøre en forskel som ny politisk direktør i Ingeniørforeningen IDA. Hun vil blive savnet i DI.
Hold dig opdateret
Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.