Von der Leyen underskrift markerer mit sølvbryllup med Mercosur
25 år efter, at jeg første gang troede, EU havde landet en handelsaftale med de sydamerikanske Mercosur-lande, underskrev von der Leyen i denne weekend aftalen. Hvis ikke EU-Parlamentet – mod forventning - stikker en kæp i hjulet, vil det skabe en af verdens største frihandelszoner, blogger DI’s chef for geopolitik Peter Thagesen.
Et kvalificeret flertal af EU’s medlemslande stemte fredag den 9. januar 2026 for at godkende handelsaftalen med de sydamerikanske Mercosur-lande (Brasilien, Argentina, Uruguay og Paraguay).
Det skete næsten 25 år efter, at jeg i 2001 som ung ambassadesekretær på den danske ambassade i Brasília skrev hjem til Udenrigsministeriet: “Mercosur-aftalen er så godt som hjemme.”
Det viste sig som bekendt at være for optimistisk, og hold da op hvor har det været en lang og bumlet rejse at nå frem til den aftale, som EU-kommissionens formand lørdag kunne sætte sin underskrift på i Paraguay.
Mange gange undervejs har jeg og mange andre troet, at nu var den hjemme. Og lige så mange gang er vi blevet skuffet i sidste øjeblik.
Sidste gang det skete var i december, hvor Italien stemte imod aftalen. Siden er der givet så store løfter om mere landbrugsstøtte, at Italien har skiftet holdning og skabt det nødvendige flertal sammen med 20 andre lande. Frankrig, Polen, Østrig, Ungarn og Irland stemte imod, mens Belgien undlod at stemme.
Læs også: DI: Frihandelsaftale med Sydamerika på plads – historisk sejr til EU
EU's landbrug er sikret en blød landing
Aftalen er ikke populær i mange europæiske landbrugskredse. Særligt i Frankrig og i Bruxelles har vrede landmænd startet traktorerne i massive protester mod aftalen, som de mener vil medvirke til at udkonkurrere deres produkter.
Heldigvis har et flertal af lande indset, at det ikke er holdbart at hæmme frihandelen for at holde hånden under et landbrug, der ikke er konkurrencedygtigt. Om end der er indgået aftaler om fremrykket landbrugsstøtte, toldlettelser og forsikringer om nødbremser, hvis importen pludselig stikker helt af på specifikke områder.
Det er dyre løsninger, , der sikrer en blød landing for EUs landbrug. Men i mine øjne er det det værd, fordi aftalen sikrer en af verdens største frihandelszoner med adgang til et marked på over 700 millioner mennesker. I en verden med stigende protektionisme er dette et klart signal om, at Europa stadig er åbent for business – og det er et vigtigt løft til Europas konkurrenceevne.
Læs også: Kampen for EU’s konkurrenceevne fortsætter i 2026
EU-parlamentet mangler endnu
Med von der Leyens underskrift er handelsaftalen sat i kraft. Men kun provisorisk, og der er stadig en lille risiko for, at min sølvbryllupsfejring med handelsaftalen bliver en slem fuser. For Europa-Parlamentet skal efterfølgende godkende aftalen, før den kan træde permanent i kraft.
Jeg forventer ikke, at parlamentet stikker en kæp i hjulet på aftalen, men så skråsikker, som jeg var i 2001, tør jeg ikke være, for man skal aldrig underkende de magtfulde landbrugslobbyister. I Frankrig er den så stærk, at den kan flytte på valgresultater. Det samme gør sig gældende i flere andre lande.
Derfor vil vi fra DI’s side gøre meget for at fortælle dem, der vil lytte til os, om alle de fordele, aftalen vil give for EU. I en tid hvor frihandelens fremmarch er vendt til retræte i mange dele af verden, er det mig en stor glæde, at EU og de sydamerikanske lande holder fanen højt.
Nogle sejre tager lang tid. Men denne har været værd at vente på.
Læs også: Her er DI’s eksportfremstød i 2026
Som ung ambassadesekretær på den danske ambassade i Brasília skrev Peter Thagesen til Udenrigsministeriet: “Mercosur-aftalen er så godt som hjemme.”
Foto: Foto: PrivatBrug DI i Sydamerika
DI har været til stede i USA i snart 20 år, hvorfra der også hjælpes virksomheder ind på andre markeder på det amerikanske kontinent.
Er du interesseret i potentialet i Sydamerika efter Mercosur-aftalen skal du kontakte DI's Managing Director Thomas Høgh Henriksen, der har hovedkontor i New York.
Thomas Høgh Henriksen kan kontaktes på thhe@di.dk eller telefon +1 516 642 1222